New World-kutan leishmaniasis efter jungleophold i Costa Rica


Laura Hasse1 & Christian Kraef2
En 26-årig tidligere rask mand blev henvist til dermatologisk afdeling med mistanke om pyoderma gangraenosum grundet progredierende ulcerationer bilateralt på knæene. Tre måneder efter jungleophold i Costa Rica udviklede han små sår uden traume eller erkendt insektbid. Objektivt fandtes bilateralt dybe, udstansede ulcerationer, ca. 5 cm i diameter, med erytematøse sårkanter og pustler (A). Rejseanamnesen gav anledning til stansebiopsier til histologi og PCR for leishmaniasis ved Statens Serum Institut. Histologi viste superficiel og lymfohistiocytær inflammation, og PCR påviste Leishmania guyanensis og Leishmania panamensis foreneligt med New World-kutan leishmaniasis overført via sandfluebid [1]. Ved ambulant kontrol sås tegn på bakteriel superinfektion (B), og dicloxacillin blev iværksat mod superinfektion med Staphylococcus aureus. Da begge Leishmania-species er associeret med risiko for mukosal involvering, blev patienten behandlet med peroral miltefosin i 28 dage trods fraværende slimhindeaffektion [2]. Casen understreger vigtigheden af rejseanamnese ved kroniske ulcerationer, og at species-identifikation kan være afgørende for valg af behandlingsstrategi [3].
Korrespondance Laura Hasse. E-mail: laura-hasse@outlook.com
Antaget 25. juni 2026
Publiceret på ugeskriftet.dk 28. september 2026
Interessekonflikter Ingen. Begge forfattere har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Disse er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Referencer findes i artiklen publiceret på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2026;188:V74037
doi 10.61409/V74037
Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0