Skip to main content

Noninvasiv føtal RhD-genotypning hos en tidligere Rhesus-immuniseret gravid kvinde

Stud.scient.san. Maciej Bogdan Maniecki, overlæge Holger Jon Møller & overlæge Kristjar Skajaa Aarhus Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, Klinisk Biokemisk Afdeling (Nørrebrogade), og Århus Universitetshospital, Skejby Sygehus, Klinisk Immunologisk Afdeling og Gynækologisk-obstetrisk Afdeling Y

31. okt. 2005
4 min.


På trods af forebyggende anti-D-immunglobulin-profylakse skønnes det, at op mod 100 gravide kvinder i Danmark årlig udvikler betydende Rhesus-immunisering (Rh-immunisering). Ved efterfølgende graviditeter er det nødvendigt at bestemme den føtale rhesus D (RhD)-blodtype, hvis faderen er sandsynlig heterozygot med hensyn til RHD -genet. Hvis faderen er homozygot med hensyn til RHD -genet, vil fostret altid være RhD-positivt. I de senere år har det været muligt at undersøge den føtale RHD -genotype ved invasiv prænatal diagnostik (f.eks. chorion villus-biopsier eller amniocentese) [1].

De invasive undersøgelser indebærer dog en risiko for abort/præterm fødsel [2] og føtomaternel blødning [3]. Bestemmelse af fosterets RHD -genotype via noninvasive metoder vil derfor have vægtige kliniske implikationer.

I 1997 viste Lo et al tilstedeværelsen af cellefrit føtalt DNA i maternelt plasma [4] og året efter beskrev samme gruppe et fluorescensbaseret polymerasekædereaktion (PCR)-assay til at detektere føtale RHD -specifikke gensekvenser i plasma hos gravide RhD-negative kvinder [5].

Sygehistorie

En 28-årig, tredjegangsgravid kvinde blev i foråret 2003 fulgt i svangreambulatoriet på grund af Rh-immunisering under den anden graviditet i 2001. I løbet af den anden graviditet fik kvinden stigning i anti-D til en titer på op til 4.096. Kvinden blev fulgt med serielle amniocenteser, og billirubinkoncentrationen i fostervandet aftog tilfredsstillende. På grund af mistanke om intrauterin væksthæmning blev fødslen imidlertid sat i gang i uge 36 + 3. Der blev foretaget udskiftningstransfusion af barnet lige efter fødslen. Faderen var sandsynlig heterozygot med hensyn til RHD -genet.

I tredje graviditet blev kvinden derfor tilbudt amniocentese for at bestemme fosterets RHD -genotype. Det afslog kvinden imidlertid, og hun blev derfor kontrolleret i henhold til afdelingens instrukser for håndteringen af graviditeter med potentiel immunisering med ultralyd-Doppler-undersøgelse og måling af peak-systolisk blodhastighed i arterie cerebri media. Der blev derudover taget en blodprøve fra kvinden selv med henblik på noninvasiv bestemmelse af fosterets RHD -genotype ved opformering af føtal DNA fra maternelt plasma med PCR-teknologi (Figur 1 ). Analysemetoden var dog på dette tidspunkt ikke valideret i en sådan grad, at svaret kunne danne grundlag for en klinisk beslutning. Graviditeten udviklede sig normalt uden stigning i anti-D og uden tegn på anæmi hos fosteret vurderet ved de ovennævnte ultralydmålinger. Fødslen begyndte med spontan vandafgang i uge 37 + 3 og forløb uden komplikationer. En navlesnorsblodprøve viste normal hæmoglobin- og bilirubinkoncentrationer, og direkte Coombs test var negativ. Den serologiske RHD -fænotypning viste i overensstemmelse med den prænatale genetiske undersøgelse af føtalt DNA i moderens plasma, at barnet var RhD-negativt.

Diskussion

I dag kan den føtale RHD -genotype bestemmes med molekylærbiologisk teknik på materiale udtaget ved chorion villus-biopsi eller amniocentese. Disse invasive procedurer indebærer dog en vis risiko for abort/præterm fødsel og føtomaternel blødning, der yderligere kan stimulere til anti-D-dannelse. Såfremt undersøgelsen viser, at der er tale om et RhD-positivt foster, bliver der foretaget løbende kontrol med ultralyd-Doppler-målinger af blodets hastighed i fosterets arterie cerebri media med henblik på i tide at opdage begyndende anæmi hos fosteret. Ved fremtidig adgang til noninvasiv Rh-diagnostik baseret på opformering af føtal DNA fra maternelt plasma ved PCR-teknologi undgår kvinden at tage stilling til en risikabel invasiv prøvetagning. Desuden undgår man de overflødige undersøgelser i løbet af graviditeter med et RhD-negativt foster, som denne sygehistorie vidner om.

Denne nye undersøgelsesmetode giver ydermere mulighed for at iværksætte en optimal profylaktisk behandling af RhD-negative kvinder, der er gravide med RhD-positive fostre i 28. og 34. svangerskabsuge, som anbefalet [6].


Maciej Bogdan Maniecki , Klinisk Biokemisk Afdeling, Århus Sygehus, DK-8000 Århus C. E-mail: maniecki@maniecki.dk

Antaget: 15. juli 2004

Interessekonflikter: Ingen angivet



Summary

Summary Noninvasive fetal RHD genotyping using cell-free DNA in plasma obtained from a previously Rh-isoimmunized pregnant woman Ugeskr Læger 2005;167: 1761-1762 We describe the use of a PCR technique on maternal plasma for determination of the fetal RHD status in a case of a 28-year-old previously Rh-isoimmunized pregnant woman. The case illustrates the fact that potentially risky invasive procedures and unnecessary investigations during pregnancy can be avoided by use of this technique.

Referencer

  1. Bennett PR, Le Van Kim C, Colin Y et al. Prenatal determination of fetal RhD type by DNA amplification. N Engl J Med 1993;329:607-10.
  2. Wilson RD. Amniocentesis and chorionic villus sampling. Curr Opin Obstet Gynecol 2000;12:81-6.
  3. Tabor A, Bang J, Norgaard-Pedersen B. Feto-maternal haemorrhage associated with genetic amniocentesis: results of a randomized trial. Br J Obstet Gynaecol 1987;94:528-34.
  4. Lo YM, Corbetta N, Chamberlain PF et al. Presence of fetal DNA in maternal plasma and serum. Lancet 1997;350:485-7.
  5. Lo YM, Hjelm NM, Fidler C et al. Prenatal diagnosis of fetal RhD status by molecular analysis of maternal plasma. N Engl J Med 1998;339:1734-8.
  6. Crowther CA, Keirse MJ. Anti-D administration in pregnancy for preventing rhesus alloimmunisation (Cochrane Review). I: The Cochrane Library, Issue 2, 2000.Oxford: Update Software.