Skip to main content

Noninvasiv ventilation i efterforløbet af respiratorbehandling af svært overvægtige patienter

Intermitterende noninvasiv ventilation (NIV) i de første tre dage efter ekstubation reducerede signifikant behandlingssvigt sammenlignet med iltbehandling alene.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

4. jul. 2023
2 min.

NIV og high-flow iltbehandling (high-flow nasal cannula (HFNC)) anvendes til respirationsstøtte og iltterapi. Ved NIV appliceres gennem en tætsiddende ansigtsmaske inspiratorisk og eksspiratorisk tryk, som letter vejrtrækningsarbejdet. HFNC kan levere fugtet og opvarmet luft med et højt indhold af ilt. I et nyt fransk randomiseret studie med 981 svært overvægtige patienter (BMI ≥ 30 kg/m2), som havde gennemgået invasiv respiratorbehandling på intensivafdeling, undersøgte man forløbet de første tre døgn efter ekstubation, afhængigt af om patienten fik NIV (sammen med iltbehandling, som kunne være konventionel eller som HFNC) eller iltbehandling alene (enten konventionel eller som HFNC). NIV blev givet i sessioner a 30-60 min, mindst fire timer om dagen. Forfatterne rapporterer, at NIV-behandling var associeret til en signifikant lavere risiko for behandlingssvigt (relativ risiko: 0,4), mens tilførsel af ilt som HFNC ikke indebar nogen fordele sammenlignet med ilt tilført gennem vanligt næsekateter.

Afdelingslæge, klinisk lektor Olav Lilleholt Schjørring, Aalborg Universitetshospital, kommenterer: »Aktuelle studie er den første randomiserede kliniske undersøgelse af profylaktisk NIV efter invasiv respiratorbehandling specifikt hos svært overvægtige patienter, en patientgruppe, hvor positive effekter af NIV har været indikeret i observationelle studier. Studiet er overordnet set velgennemført, og resultaterne virker umiddelbart overbevisende til fordel for profylaktisk NIV. Dog skal man være opmærksom på, at forskellen i behandlingssvigt primært beror på antallet af patienter, der blev skiftet fra iltbehandling til NIV, hvilket var en del af det sammensatte primære endepunkt. Der var ingen forskelle i de hårde endepunkter re-intubationsrate og mortalitet. I et ublindet setup kan det derfor være svært at gennemskue, om resultatet blot er et udtryk for lægernes tro på, at NIV virker, frem for en reel positiv effekt heraf. Dette også selvom de supplerende per protocol- og cross over-analyser understøtter primæranalysen. Under alle omstændigheder falder resultaterne dog godt i tråd med gældende internationale guidelines, der foreslår, at NIV anvendes profylaktisk på intensivafdeling efter ekstubation af højrisikopatienter. Svært overvægtige må regnes som tilhørende denne patientgruppe«.

Interessekonflikter Ingen