Skip to main content

Ny behandling af fødselsdepression

Det neuroaktive steroidhormon brexanolon har en hurtig indsættende effekt ved svær fødselsdepression.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

9. nov. 2018
2 min.

Fødselsdepression er en alvorlig og relativ hyppig perinatal komplikation. Vi har tidligere i de medicinske nyheder omtalt, at en ny behandling med infusion af det neuroaktive steroidhormon, brexanolon, som har effekt på GABA-receptorerne, er på vej. Nu følges pilotundersøgelsen fra 2017 op af en publikation, som beskriver to fase 3-studier gennemført i 2016 og 2017, hvor i alt 375 kvinder med post partum-depression blev randomiseret til to doser brexanolon eller placebo. Flertallet af kvinderne fik ikke anden antidepressiv behandling. Det primære udfald var ændringer i Hamilton Rating Scale for Depression 60 timer efter påbegyndt behandling. Opfølgningsperioden strakte sig over 30 dage. Samlet set bekræfter de to studier resultaterne fra den tidligere pilotundersøgelse, at brexanoloninfusion har en hurtigt indsættende og klinisk betydende effekt på fødselsdepression.

Professor Poul Videbech, Psykiatrisk Center Glostrup, kommenterer: ”Studiet er vigtigt, fordi vi klart har brug for bedre behandlingstilbud til kvinder med svære fødselsdepressioner end dem, vi råder over i dag. Hverken effekten af antidepressiv medicin eller psykoterapi er imponerende over for denne sygdom, som ud over at være farlig for moderen på grund af selvmordsrisikoen også kan forstyrre barnets emotionelle og kognitive udvikling. Brexanolon, som man infunderede over 60 timer, er en naturligt forekommende metabolit af progesteron (allopregnalonon), som falder voldsomt i blodet i forbindelse med fødslen. Allopregnalonon har gennem mange år været i søgelyset i forbindelse med depressionsbehandling. Studiet er uhyre interessant, fordi effekten satte ind i løbet af et døgn og holdt sig i de 30 dage, man fulgte kvinderne. Til gengæld er administrationsmåden besværlig. Bivirkningerne var somnolens og svimmelhed. Én patient fik opblussen i selvmordstanker, og én patient forsøgte selvmord. Studiet skal repliceres af andre forskere, før vi tør tro på det”.

Meltzer-Brody S, Colquhoun H, Riesenberg R et al. Brexanolone injection in post-partum depression: two multicentre, double-blind, randomised, placebo-controlles, phase 3 trials. Lancet 2018;392:1058-70.

Interessekonflikter: ingen.