ARDS er en velkendt tilstand, som først blev specifikt italesat i 1967. I korte træk er det en klinisk tilstand med hypoxæmi pga. lungeskade, som ikke skyldes kardial dysfunktion. Siden er tilstanden redefineret, og nu er der igen udkommet anbefalinger til at definere og forstå tilstanden yderligere.
Overlæge, klinisk lektor Marcela Carlsson, Anæstesiologisk Intensiv Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Den nye definition foreslår en udvidelse af definitionen fra 2012 med tre vigtige punkter: 1) Inklusion af patienter i behandling med high flow via et næsekateter (HFNC, fugtet og opvarmet luft med et højt flow > 30 liter/min), dvs. patienter, som ikke er i respirator. 2) Anvendelse af O2-saturation målt ved pulsoximetri fremfor PaO2 (blodgas). 3) Brug af lungeultralyd fremfor røntgen og CT-thorax. Implementering af disse tre punkter er kontroversiel. Inklusion af patienter med respirationssvigt behandlet med HFNC vil resultere i øget forekomst af patienter med ARDS. O2-saturation målt ved pulsoximetri (< 97%) kan være påvirket hos patienter med shock, men er ofte til rådighed i ressourcebegrænsede områder. Fund af bilaterale B-lines ved lungeultralyd foreslås som et diagnostisk kriterium. B-lines er et meget sensitivt fund, men også et uspecifikt fund. Inklusion af dette kriterium vil øge forekomsten af ARDS med op imod 20%. ARDS er karakteriseret med stor patientheterogenitet i forvejen, og udvidelse af definitionen vil øge heterogeniteten yderligere. En bredere definition vil dog også betyde, at flere patienter vil få gavn af f.eks. lungeprotektiv ventilation og bugleje, som begge har dokumenteret positiv effekt på overlevelsen«.
Interessekonflikter ingen.
