Ny mere effektiv behandling af osteoporose
Det monoklonale antistof, romosozumab, var mere effektivt end alendronat til at forebygge kompressionsfrakturer i ryggen.
Det monoklonale antistof, romosozumab, var mere effektivt end alendronat til at forebygge kompressionsfrakturer i ryggen.
Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk
En af de mest anvendte behandlinger af osteoporose er perorale bisfosfonater, men i løbet af de seneste år er der tilkommet en del nye behandlingsprincipper. I en ny undersøgelse sammenlignes alendronat givet peroralt i to år en gang om ugen med et behandlingsregime, hvor man i det første år har givet månedlige subkutane injektioner af romosozumab og i det sidste år ugentlig peroral alendronat. Romosozumab er et monoklonalt antistof rettet mod sclerostin, som dannes i osteocytter og forhindrer knoglenydannelse og fremmer knogleresorption. Over 4.000 postmenopausale kvinder med høj risiko for frakturer indgik i undersøgelsen. I løbet af de to år, som studiet varede, observerede man nytilkomne vertebrale frakturer blandt ca. 6,2% i romosozumab-alendronat-gruppen og blandt 11,9% i alendronat-alendronat-gruppen, hvilket svarer til en risikoreduktion på 48%. Samtidig observerede man dog flere kardiovaskulære komplikationer i den første gruppe: 2,5% versus 1,9% blandt dem, som fik alendronat i hele perioden.
Professor Peter Schwarz, Endokrinologsik Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: ”Studiet viser romosozumab (Romab) som et potent anabolt antisclerostin. I en tidligere undersøgelse (FRAME) fandt man lovende effekt på knogletæthed og frakturrisiko. Begge studier er udført på højrisikopatienter med tidligere vertebrale frakturer og lav knoglemineraltæthed. Den nye undersøgelse viser en betydelig og klinisk relevant forskel med hensyn til knoglemineraltæthed, som også afspejler sig i færre vertebrale frakturer i romosozumab-alendronat-gruppen mod alendronat alene. Med hensyn til nonvertebrale frakturer var gevinsten stadig klinisk relevant, men mindre. Bekymringen er fundet af øgede kardiovaskulære komplikationer. Årsagen hertil er uklar, men betyder, at antistoffets endokrine og kardiovaskulære virkning må klarlægges, før romosozumab kan vinde klinisk udbredelse”.
Interessekonflikt: ingen bortset fra bestyrelsesmedlemskab i LEO Fondet.