Skip to main content

Nyt behandlingsprincip til migræne

Monoklonale antistoffer rettet mod calcitonin gene-related peptide (CGRP) reducerer antallet af migræneanfald.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

15. dec. 2017
2 min.

Op mod 15 procent af den danske befolkning lider af migræne, som kan have store konsekvenser for patienternes privat- og arbejdsliv. Siden udviklingen og markedsføringen af triptaner i løbet 1980’erne har der ikke været markedsført nye farmaka til migrænebehandling. Efter opdagelsen af, at signalstoffet calcitonin gene-related peptide (CGRP) spiller en vigtig rolle i udviklingen af et migræneanfald, har man forsket i antistoffer, som enten blokerer CGRP-receptoren eller blokerer selve CGRP. To nye undersøgelser, som tilsammen inkluderer over 2.000 patienter med migræne, er netop blevet publiceret og viser, at stofferne erenumab og fremanezumab kan nedsætte antallet af dage med migræne og fordoble antallet af patienter, som oplever halvering af dage med migræne, sammenlignet med placebo.

Professor Rigmor Højland Jensen, Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup, kommenterer: »Det er to meget spændende og ganske overbevisende undersøgelser, der viser en positiv effekt på frekvensen af henholdsvis episodisk og kronisk migræne. De nuværende profylaktika til migræne er uspecifikke og ofte forbundet med generende bivirkninger. Disse nye CGRP-antistoffer, hvoraf fire forskellige er under afprøvning, repræsenterer et helt nyt princip i migrænebehandlingen. Der er desuden beskrevet en favorabel bivirkningsprofil, der ikke adskiller sig fra placebo. Så det ser ud til, at der er tale om et stort gennembrud i forståelsen og behandlingen af migræne og måske også for andre invaliderende typer hovedpine i fremtiden. Det er dog vigtigt, at man altid er opmærksom på et eventuelt medicinoverforbrug og behandler det, før man overvejer CGRP-antistofbehandling. Et overforbrug af både triptaner og analgetika kan forværre en underliggende migræne og spændingshovedpine«.

Goadsby PJ, Reuter U, Hallström Y et al. A controlled trial of erenumab for episodic migraine. N Engl J Med 2017;377:2123-32. Silberstein SD, Dodick DW, Bigal ME et al. Fremanezumab for the preventive treatment of chronic migraine. N Engl J Med 2017;377:2113-22.

Interessekonflikter: RHJ har siddet i advisory board for ATI Technologies og har undervist for Autonomic Technologies og Allergan. Har ikke fået betalt kongres rejser af industrien i de sidste 5 år, men været inviteret af selve kongressen eller foreningerne.