Resultaterne fra det britiske ProtecT-studie, hvor 82.429 mænd mellem 50 og 69 år gennemgik systematisk prostataspecifikt antigen (PSA)-screening er beskrevet i en ny artikel efter 15-årsopfølgning. I studiet blev 1.610 mænd, som blev diagnosticeret med screeningsdetekteret, lokaliseret, ikkemetastatisk prostatacancer, randomiseret til aktiv overvågning eller kurativ behandling med radikal prostatektomi eller strålebehandling inkluderende 3-6 måneders hormonbehandling. Forfatterne rapporterer, at dødsfald af prostatacancer ikke var signifikant forskellig i de tre grupper (3,1% versus 2,2% og 2,9%), mens senere udvikling af metastaser var højere i gruppen med aktiv overvågning (9,4%) end kurativ behandling (4,7% og 5,0%), ligesom det var tilfældet for klinisk progression. Risiko for anden død var 21,7% på tværs af de tre grupper af patienter.
Professor, overlæge Andreas Røder, Afdeling for Urinvejskirurgi, Rigshospitalet, og Københavns Universitet, kommenterer: »Studiet sætter endnu en gang et kritisk spørgsmålstegn ved hele konceptet om at finde prostatacancer så tidligt som muligt gennem PSA-screening og kurativt behandle mange mænd for lokaliseret, ikkemetastatisk prostatacancer. Risikoen for anden død er ti gange større end risikoen for at dø af sygdommen – selv hvis man indgår i et observationsprogram uden umiddelbar behandling. Prisen for behandling er høj – 70-80% af patienterne, der fik operation eller strålebehandling, havde tab af rejsningsevnen, ligesom op til 20% var inkontinente efter 12-årsopfølgning – markant højere end ved observation. Overdiagnostik og overbehandling er stadig den største udfordring i prostatacancer, hvilket vi til trods for moderne teknologi og diagnostiske støtteapparater ikke kan tale os uden om. Studiet understreger, i tillæg til den samlede mængde evidens, at kurativ behandling af tidlig prostatacancer vil have en marginal effekt på den samlede dødelighed af prostatacancer, og derfor må vi fortsat tænke os godt om, når vi udreder og behandler prostatacancer. Det ser ikke ud til at være effektivt at indføre PSA-screening, som flere interessenter ellers igen skubber hårdt på for. Tidlig opsporing og kurativ behandling af prostatacancer bør fortsat undersøges i kliniske studier, så vi identificerer de mænd, der har størst gavn af dette i fremtiden«.
Interessekonflikter AR har deltaget i undervisningsaktiviteter og advisory boards for Astellas Pharma, MSD, Janssen-Cilag, Pfizer, Recordati, Bayer, og Orion Pharma og indgået forskningskontrakter med MSD og Pfizer til genetisk udredning af mænd med metastatisk prostatacancer.