Skip to main content

Ødem af uvula efter inhalation af lattergas

Peter Holst1 & Tobias Todsen2, 3

28. dec. 2020
2 min.

En ung mand henvendte sig på skadestuen pga. en pludselig hævelse af uvula. Patienten havde forinden indtaget lattergas, hvilket var forbundet med smerter og ubehag. Han havde ingen kendte allergier og tog ingen medicin. Objektivt sås der enkelte misfarvede blærer ved bagerste ganebue og en lokaliseret svært ødematøs uvula. Han var respiratorisk upåvirket og havde normal stemmeføring. Ved fleksibel fiberlaryngoskopi fandt man de øvrige slimhinder i pharynx og larynx uden hævelse. Patienten fik adrenalin på maske og blev observeret i to timer i skadestuen, hvorefter han ønskede at gå hjem.

Anafylaksi skal altid udelukkes ved angioødem, da det hurtigt kan udvikle sig til en livstruende tilstand 1. Det er vigtigt at observere for udvikling af muligt larynxødem og luftvejsobstruktion. Angioødem kan have mange årsager 1, om end dette tilfælde havde en oplagt traumatisk genese med stort tryk og kuldepåvirkning fra lattergassen, der skydes ind i munden. Ved kraftig snorken kan samme lokaliserede ødem af uvula også ses 2. Brug af lattergas er populært blandt unge, hvorfor det er relevant at være opmærksom på og rådgive dem om komplikationer ved dette rusmiddel 3.



Korrespondance: Peter Holst. E-mail: Holst998@hotmail.com
Publiceret på Ugeskriftet.dk: 28. december 2020
Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Referencer

Litteratur

  1. Madsen F. Angioødem. Ugeskr Læger 2014;176:V03130204.

  2. Rasmussen E, Mey K, Bygum A. Isolated oedema of the uvula induced by intense snoring and ACE inhibitor. BMJ Case Rep 2014;2014:bcr2014205585.

  3. Sundhedsstyrelsen. Lattergas fra gaspatroner; udbredelsen blandt elever på ungdomsuddannelser. https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2019/Lattergas/Lattergas-fra-gaspatroner---Udbredelsen-blandt-elever-paa-ungdomsuddannelser.ashx?la=da&hash=646FFC27A09978384518CB70EB00E634D3DEDA91 (5. jul 2020).