Skip to main content

Øget intensiv terapi forbedrer ikke overlevelsen blandt kritisk syge ældre

Systematisk udvælgelse af svært syge ældre patienter til intensiv terapi var associeret til øget dødelighed under indlæggelsen.

Redigeret af Peter lange, plange@dadlnet.dk

7. nov. 2017
2 min.

En af de meget hyppige og svære beslutninger, som hospitalslæger tager hver dag, er, om en ældre akut svært syg patient bør overflyttes til intensivafdeling. En storstilet fransk undersøgelse omfattende 24 hospitaler med næsten 10.000 svært syge patienter med en medianalder på 85 år, hvor man på halvdelen af hospitalerne ”gjorde som man plejer”, og på de resterende hospitaler foretog en systematisk triagering med henblik på tidlig identifikation af kandidater til intensiv terapi, er netop blevet publiceret. Den systematiske udvælgelse resulterede i cirka dobbelt så mange intensivindlæggelser, men var associeret til en højere mortalitet under indlæggelsen og til uændret mortalitet og funktionsniveau efter seks måneder.

Afdelingslæge Steffen Christensen, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »I dette velgennemførte studie indførte man på 12 hospitaler i interventionsgruppen en systematisk bedside-gennemgang af alle kritisk syge patienter over 75 år uden aktiv cancer og med et forudgående højt fysisk funktionsniveau. Gennemgangen blev foretaget af en speciallæge fra patientens stamafdeling i samarbejde med en intensivist og førte til indlæggelse på intensivafdeling hos 64% af patienterne. På de øvrige 12 hospitaler gennemførte man triageringen til intensivindlæggelse efter vanlig klinisk praksis, hvilket resulterede i, at kun 34% af patienterne blev overflyttet til intensivafdeling. I tolkningen af studiet er det væsentligt at bemærke, at det cluster-randomiserede design kan have medførte en ikke uvæsentlig forskel mellem grupperne på patientniveau blandt andet med hensyn til i sværhedsgrad af den akutte sygdom. Det er også værd at bemærke, at patienterne i dette studie havde relativt højt fysisk funktionsniveau og var uden aktiv cancer, hvilket ikke nødvendigvis repræsenterer den typisk kritisk syge ældre patient. Studiet rejser en række interessante spørgsmål blandt andet, om det er muligt mere sikkert at identificere de ældre patienter, for hvem intensiv terapi er forbundet med større risiko end gavn, og om disse patienters forløb på stamafdelingen kan optimeres yderligere«.

Guidet B, Leblanc G, Simon T et al. The effect of systematic intensive care unit triage on long-term mortality among critically ill elderly patients in France. JAMA, 27. sep 2017 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen.