Skip to main content

Øget kontakt til almen praksis før debut af skizofreni

Et stort dansk registerbaseret kohortestudie har vist øget hyppighed af kontakt til både egen læge og det sekundære sundhedssystem ved prodromal skizofreni.

Redigeret af Jeanett Bauer. E-mail: jeanett.oesterby.bauer@regionh.dk

21. jul. 2016
2 min.

Skizofreni er en af de sværeste psykiatriske sygdomme, hvis debut forudgås af en prodromal fase af varierende længde og med vekslende symptomer som negative symptomer, kognitive vanskeligheder og forringelse af socialt funktionsniveau. Ofte har der været en periode med ubehandlede psykotiske symptomer før diagnosen. Periodens varighed har betydning for prognosen, så det er relevant at identificere patienterne tidligere. Studiets formål var at undersøge, om der hos patienter med skizofreni var et ændret kontaktmønster til primærsektoren, før diagnosen blev stillet. Studiet var baseret på data fra Det Psykiatriske Centralregister, Sygesikringsregisteret og Landspatientregisteret. Patienter med incident skizofreni i 1998-2014, i alt 21.894, blev sammenlignet med 437.880 køns- og aldersmatchede kontroller. Seks år før diagnosen blev stillet, havde casegruppen 43% flere kontakter til egen læge (incidensrateratio (IRR) = 1,43; 95% konfidens-interval (KI): 1,39-1,48), og i perioden kort før diagnosen havde gruppen 132% flere kontakter (IRR = 2,32; 95% KI: 2,27-2,37). Der var ikke kønsforskel i henvendelsesmønster. Frekvensen var øget tidligere for patienter, der med kontakt til det psykiatriske behandlingssystem. Frekvensen af kontakt til det sekundære sundhedssystem, både psykiatrisk og somatisk, var også øget i gruppen med incident skizofreni i årene før diagnosen. Seks år før diagnosen havde 29% af cases haft mindst en psykiatrisk kontakt og 75% lige inden. Den hjælpsøgende adfærd flere år før diagnosen repræsenterer et tidsvindue for evt. tidligere intervention.

Professor i almen medicin Frans Boch Waldorff fra SDU kommenterer: »Dette hypotesegenererende studie peger på, at
patienter, der får en skizofrenidiagnose mange år før diagnosen, har et øget forbrug af ydelser i blandt andet almen praksis. Tidlig relevant behandling af psykotiske symptomer er vigtig, og resultaterne fra studiet sætter fokus på, om systemet kan forbedre denne indsats. Studiet giver naturligvis ikke løsningen på dette. Den absolutte forskel i forbrug mellem patienterne, der får en skizofrenidiagnose, og deres køns- og aldersmatchede kontroller er lille, og derfor kan resultaterne ikke fortolkes på individuelt niveau og heller ikke bruges til at forudsige risiko. Studiet understreger behovet for at udbygge en forskningsmæssig indsats på netop dette område«.

Interessekonflikter: ingen.

Litteratur

Nørgaard HCB, Søndergaard Pedersen H, Fenber-Grøn M et al. Increased use of primary care during 6 years of prodromal schizophrenia. Acta Psychiatr Scand, 13. jun 2016 (e-pub ahead of print).