Større epidemiologisk undersøgelse viser en association mellem at få fjernet adenoide vegetationer eller tonsiller i barnealderen og senere udvikling af luftvejssygdomme.
Det lymfoide væv i tonsiller og rhinopharynx (adenoide vegetationer) udgør en del af immunforsvaret i de øvre luftveje. Hyperplasi af dette lymfoide væv forekommer hyppigt i barnealderen, og kirurgisk fjernelse foretages ved vedvarende gener. Langtidskonsekvenserne af at fjerne tonsiller og adenoide vegetationer er ikke tilstrækkeligt afklaret i litteraturen. Der er studier, der indikerer, at en fjernelse af disse væv kan resultere i dysbiose, som senere kan resultere i problemer som voksen.
I et registerbaseret studie foretaget af Byars et al blev det undersøgt hos 1.189.061 børn, hvoraf 17.460 fik foretaget adenotomi, 11.830 fik foretaget tonsillektomi, og 31.377 fik foretaget adenotonsillektomi. Kontrolgruppen udgjorde således 1.157.684 børn. Studiet, der er et registerbaseret studie, viste, at adenotomi og tonsillektomi i barnealderen var associeret med 2-3 gange større risiko for sygdomme i de øvre luftveje. Adenotonsillektomi var associeret med 17% stigning i risiko for infektiøse sygdomme. Endelig var der tilsyneladende ingen forebyggende effekt på de følgetilstande, man ville forebygge ved at foretage adenotomi eller tonsillektomi.
Klinisk lektor Tejs Ehlers Klug, Aarhus Universitetshospital, vurderer: ”Resultaterne er voldsomme: 65 af 84 undersøgte sygdomsgrupper fandtes statistisk signifikant hyppigere hos opererede patienter end kontroller. Der fandtes øget risiko for såvel patofysiologisk letforklarlige, f.eks. infektions-, luftvejs-, som svært forklarlige, f.eks. urogenitale og nerve-, sygdomme. Det må også undre, at effekterne generelt synes omvendt proportionalt med volumen af det fjernede lymfoide væv, størst for adenotomi, så tonsillektomi og mindst for adenotonsillektomi, hvilket kun delvist kan forklares af forskelle i aldre. Selvom der korrigeres for 28 potentielle konfoundere, kan patienter og kontroller ikke sidestilles, idet patienterne fejler mindst én sygdom mere end kontrollerne: operationsindikationen, og effekten af interventionen studeres ikke isoleret. Studiets alvorligste problemer er metodologiske, idet man ikke har været opmærksom på, at hovedparten af adenotomier og en del (adeno)-tonsillektomier foretages i speciallægepraksis, og derfor fejlplaceres patienter i kontrolgruppen, mens de korrekt placerede patienter er stærkt selekterede. Studiet giver derfor ikke grundlag for at ændre den kliniske praksis for adenotomi, tonsillektomi eller adenotonsillektomi, men det er dog interessant, men måske næppe overraskende, at patienter med betydelig lymfoid hyperpasi, der opereres på sygehus, udgør en gruppe, der har overrisiko for udvikling af mange forskellige sygdomme”.
