Skip to main content

Omega-3-fedtsyrer og udvikling af kronisk obstruktiv lungesygdom

Nyt observationsstudie finder association mellem høje koncentrationer af omega-3-fedtsyrer i blodet og langsommere fald i lungefunktionen.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

26. okt. 2023
2 min.

KOL er karakteriseret ved permanent obstruktiv lungefunktionsnedsættelse. Den vigtigste mekanisme for udvikling af KOL er et hurtigere, aldersrelateret tab af forceret eksspiratorisk volumen i det første sekund (FEV1) i løbet af voksenalderen. Accelereret FEV1-fald ses først og fremmest blandt aktive rygere og antages at være forårsaget af den inflammation, som tobaksrøg fremkalder i bronkier og alveoler. Det er omdiskuteret, om faktorer i kosten spiller en rolle for udviklingen af KOL, men det har været foreslået, at diæt rig på omega-3-fedtsyrer, som har antiinflammatoriske egenskaber, potentielt vil kunne reducere risikoen for hurtigt lungefunktionstab og dermed for udviklingen af KOL. Et nyt, longitudinelt observationsstudie, som inkluderer over 15.000 amerikanere fra flere forskellige kohorter, finder association mellem høj koncentration af især dokosaheksaensyre (DHA) og langsommere fald i FEV1 og lavere risiko for at udvikle luftvejsobstruktion. Resultaterne bakkes op af omega-3-fedtsyrer og mere gunstigt FEV1-forløb.

Professor emeritus Peter Lange, Lungemedicinsk Sektion, Herlev-Gentofte Hospital, og Københavns Universitet, kommenterer: »Det er det første studie, som relaterer longitudinelle ændringer i FEV1 til målinger af omega-3-fedtsyrer i blodet. I studiet havde aktive rygere ca. 8 ml/år hurtigere tab i FEV1 end aldrigrygere, mens eksrygere havde et ekstra tab på 2 ml/år i forhold til aldrigrygere. Forfatterne estimerer, at en forhøjelse i fedtsyreniveauet svarende til en standarddeviation, en ændring som kan opnås med en kost, som er rig på fiskeolier, er associeret til ca. 2ml/år langsommere tab i FEV1. Dette er en relativt beskeden effekt, som gør, at man må konkludere, at selv om studiet videnskabeligt er interessant, kan resultaterne ikke munde ud i praktiske anbefalinger. Det er fortsat rygestop, som er den vigtigste intervention, som reducerer det ekstra lungefunktionstab, som karakteriserer personer, som udvikler KOL«. 

Interessekonflikter ingen.