Oocytdonation

Oocytdonation (OD) er såkaldt third party reproduction, da der i fertilitetsbehandlingen er anvendt arvemateriale, som er doneret fra en tredjepart mhp. at muliggøre, at en kvinde kan opnå graviditet og sammen med sin eventuelle partner blive forældre. De donerede oocytter befrugtes med mandens sæd eller donorsæd. I sidste tilfælde drejer det sig om dobbeltdonation. OD er en behandlingsmetode, hvor det er en kvinde uden funktionsduelige oocytter, der bliver gravid, føder, ammer og bliver juridisk mor. Det er en særdeles effektiv behandling med fødselsrater på knap 35% pr. oplægning af embryoner [1].

Det er 36 år siden, man første gang beskrev fødsel af et levende og raskt barn efter OD [2]. Siden da er antallet af behandlinger øget både nationalt og internationalt. I 2010 udgjorde OD 1,5% af al medicinsk assisteret reproduktion i Danmark med i alt 184 behandlinger. I 2019 var procentdelen 7,8 med 1.298 oplægninger af embryoner og et forventet antal fødte børn på godt 440 [1]. Den samme trend gør sig gældende i resten af Europa, hvor OD i 2016 udgjorde 8,1% af al assisteret reproduktion med 73.927 behandlinger [3]. I perioden 2001-2016 blev der i Europa født 43.814 børn efter OD [4].

Det øgede antal i Danmark skyldes primært lempelser i lovgivningen. Også stigende maternel alder ved ønsket om familiedannelse spiller en central rolle. Kun ved at erstatte kvindens egne oocytter med oocytter fra unge og raske donorer kan det aldersbetingede tab af fertilitet opvejes. Det er således donors alder og ikke recipientens alder, der er afgørende for graviditets- og fødselsraterne. To nyligt publicerede arbejder har vist, at de bedste resultater opnås, hvis donor er under 30 år [5] og ideelt mellem 25 og 30 år [6].

Lovgivning

Frem til den 31. december 2006 var det for et barnløst par kun tilladt at modtage oocytter fra en kvinde, der selv var i behandling med in vitro-fertilisering (IVF) – såkaldt egg sharing. Siden den 1. januar 2007 har det været muligt at få oocytter fra kvinder, som gennemgår hormonstimulation og aspiration af oocytter udelukkende mhp. donation til en anden kvinde, og i dag er det helt overvejende disse såkaldte fertile donorer, der donerer på de danske fertilitetsklinikker. Som fagperson skal man sikre, at OD foregår frivilligt og ikke er genstand for handel. Ikke at forveksle med kompensation, som i det forgangne årti løbende er blevet justeret. Sidst i 2016, hvor en bred politisk aftale medførte, at kompensationen til oocytdonorer i Danmark blev sammenlignelig med det beløb, donorer får i lande, vi typisk sammenligner os med, nemlig 7.000 kr. pr. donation [7]. Samtidig med denne ændring gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed i efteråret 2016 oplysningskampagnen »Giv liv – Bliv ægdonor« [8]. Disse to tiltag gav et markant løft i antallet af behandlinger og er i høj grad medvirkende til, at vi i Danmark foretager over 1.000 behandlinger årligt.

Siden 2012 har donorerne skullet tage stilling til, om de ville være anonyme eller ikkeanonyme donorer. Som anonym donor videregiver man kun oplysning om højde, vægt, blodtype, hår-, hud- og øjenfarve samt alder på donationstidspunktet. Donors alder skal bruges i forbindelse med risikoberegning for kromosomafvigelser ved recipientens førstetrimester-UL-skanning. Som ikkeanonym donor vælger man, hvilken og hvor megen ekstra information man videregiver. Donor kan give tilladelse til, at et barn kan få oplysning om hendes identitet, når barnet fylder 18 år. Donor kan også informere om særlige talenter, interesser, uddannelse med mere. Sluttelig kan donor vælge at være kendt donor ved at donere oocytter til en bekendt. Det er ikke tilladt, at datter donerer oocytter til mor eller omvendt.

Indtil den 31. december 2017 var det et lovkrav, at mindst en forælder var genetisk beslægtet med det kommende barn. Fra den 1. januar 2018 har enlige kvinder eller par kunnet kombinere oocyt- og sæddonation; også kaldet dobbeltdonation. Ved denne fertilitetsbehandling er det et krav, at en af donorerne er ikkeanonym.

Hvem kan donere oocytter?

Donorerne skal være formodede sunde og raske kvinder, som ønsker at donere af altruistiske grunde. Af hensyn til risikoen for Downs syndrom bør donor ikke være ældre end 35 år. Donor skal udredes for smitsomme sygdomme og risikoen for videregivelse af genetisk sygdom forud for hver donation [9]. Dansk Fertilitetsselskab (DFS) har i samarbejde med repræsentanter for Dansk Selskab for Klinisk Genetik udarbejdet et spørgeskema til potentielle oocytdonorer vedrørende genetiske sygdomme. Herudover anbefales det af genetikerne, at der udarbejdes en komplet familiehistorik i tre generationer for at belyse forekomsten af andre arvelige sygdomme i familien.

Oocytdonorer kan i lighed med bloddonorer videregive smitsomme blodbårne sygdomme. De skal derfor udspørges om rejseaktivitet inden for de seneste seks måneder. Kravene følger reglerne for bloddonorer [10]. Herudover udløser en ny piercing eller tatovering automatisk seks måneders karantæne for at donere oocytter.

Ud over de obligatoriske test for hiv samt hepatitis B og hepatitis C skal donorer have lavet en nucleic acid-test for hiv, hepatitis B og hepatitis C og en syfilisantistoftest. Alle test må maksimalt være 30 dage gamle, når donationen finder sted. En oocytdonor må donere æg i alt seks gange. Denne grænse er sat af hensyn til donors helbred (hormonstimulation og ægudtagning).

Hvem kan tilbydes behandling med donerede oocytter?

Indikationer for at tilbyde OD er vist i Tabel 1. Præmatur ovarieinsufficiens (POI) defineret som amenoré og forhøjede gonadotropiner før 40-årsalderen og såkaldt oocytfaktor er de to tilstande, der primært ses hos recipienterne. Som ved øvrig fertilitetsbehandling er det ikke tilladt at behandle kvinder over 45 år, og der ydes kun offentlig behandling, indtil kvinden fylder 41 år. Dog er det tilladt i offentligt regi at anvende egne nedfrosne embryoner, indtil kvinden fylder 46 år.

Hvordan foregår oocytdonation?

I modsætning til sæddonation er det de enkelte fertilitetsklinikker, som udreder, godkender og behandler oocytdonorerne. Der gives altid en skånsom stimulation mhp. udtagning af 6-8 modne oocytter. De befrugtes med homolog sæd eller donorsæd og dyrkes typisk til femtedagen, hvorefter de vitrificeres.

For få år siden var standardpraksis, at menstruationscyklus mellem donor og recipient skulle synkroniseres mhp. oplægning af et embryon i såkaldt frisk cyklus. En tidskrævende og besværlig procedure, som krævede, at recipienten skulle være i østradiolbehandling i op til 40 dage. Forbedrede fryseprogrammer med vitrifikation af embryonerne har forenklet behandlingen uden påvirkning af graviditetsraterne. I dag påbegynder recipienten først en såkaldt programmeret frysecyklus, når der er vitrificerede embryoner.

Risikograviditeter

Graviditeter efter OD kræver skærpet opmærksomhed specielt pga. øget risiko for præeklampsi. Derfor er det meget vigtigt, at der bl.a. via svangrejournalen er åbenhed om, at graviditeten er opnået efter OD.

Ved graviditeter efter OD er der ud over præeklampsi også heraf afledt øget risiko for præterm fødsel, lav fødselsvægt, post partum-blødning over 1.000 ml og kejsersnit [11-14]. Da flerfoldsgraviditet yderligere øger risikoen for disse komplikationer, bør oplægning af ét embryon være standard. I Tabel 2 ses, hvor meget risikoen er øget sammenlignet med risikoen hos spontant gravide og gravide efter IVF/IVF-intracytoplasmatisk sædcelleinjektion med egne oocytter [13].

Baggrunden for den øgede risiko for præeklampsi er formentlig immunologiske forhold, da fosteret genetisk er 100% forskelligt fra moderen. Man har bl.a. fundet en association mellem graden af humant leukocyt antigen (HLA)-mismatch og udviklingen af præeklampsi [15, 16].

Nylige studier tyder på, at indtag af lavdosisacetylsalicylsyre (150 mg til natten) fra uge 12 + 0 til uge 37 + 0 kan reducere risikoen for præeklampsi, hvorfor kvinder, som er gravide efter OD, i dag tilbydes dette [17]. Behandlingen er ofte initieret af fertilitetsklinikkerne, og DFS anbefaler, at information om dette videregives til egen læge f.eks. via epikrisen. Kvinderne bør følges tæt i graviditeten bl.a. med kontrol af blodtryk og protein i urinen samt tilvækstskanning, ligesom kvinderne selv bør være opmærksomme på symptomer på præeklampsi. Da der kan være ventetid på donoroocytter tilbydes der på flere fertilitetsklinikker en prækonceptionel konsultation. Umiddelbart inden behandlingen vil recipienten således få kontrolleret blodtryk, thyroideastimulerende hormon-niveauet og vægt mhp. at optimere graviditetsudfaldet (Figur 1).

KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING

Oocytdonation tilbydes i dag på de fleste danske fertilitetsklinikker og er en god og effektiv behandling af barnløshed, som skyldes mangel på duelige oocytter. Selvom antallet af OD-behandlinger er steget markant i løbet af de seneste år, er mængden af oocytdonorer forsat lavere end efterspørgslen. Lang ventetid på oocytter i Danmark er således årsagen til, at et ukendt antal danskere årligt rejser til udlandet, hvor fertilitetsklinikker har ægbanker med nedfrosne ubefrugtede oocytter til rådighed. Fordelen er ud over tilgængelighed, at recipienten og hendes eventuelle partner har mulighed for på forhånd at vælge et passende match ud fra fænotype m.m. Det er uvist, om der på længere sigt kommer ægbanker i Danmark.

Hvis det bliver tilladt for danske læger at medvirke til rugemoderskab, vil mandlige homoseksuelle par kunne efterspørge OD kombineret med en rugemor og dermed øge efterspørgslen af oocytdonorer. Denne behandling er veletableret bl.a. i USA. Lesbiske par kan i dag gøre brug af dobbeltdonation, såfremt der er en medicinsk indikation hos recipienten (Tabel 1). Ofte er oocytdonor den anden kvinde i forholdet, hvilket ikke må forveksles med shared lesbian motherhood eller reception of oocytes from partner, hvilket endnu ikke er tilladt i Danmark.

I fremtiden vil in vitro-gametogenesis, hvor celler fra samme køn eller samme person manipuleres til kønsceller, måske også blive en realistisk mulighed [18]. Dette vil kunne lette OD-presset, men også medføre en del etiske dilemmaer ud over de allerede eksisterende.

Der er således etiske dilemmaer i forhold til både donor, recipient og det kommende barn. Den unge donor, som endnu ikke har fået egne børn, får muligvis senere et andet syn på OD, når hun selv har stiftet familie. Den kommende mor/forældre og barnet, tilvejebragt efter OD, vil muligvis også møde etiske dilemmaer. Hvordan OD opleves af de tre parter, er stadig dårlig undersøgt i en dansk sammenhæng, men studier fra udlandet tyder på, at den psykosociale påvirkning af både oocytdonor, recipient/par og barn overvejende er positiv [19-22].

Selvom oocytdonor vælger at være »anonym«, skal hun være opmærksom på, at det kan være vanskeligt at garantere anonymitet i takt med, at familiære sammenhænge kan findes på internettet via f.eks. »23andMe« og »My heritage«. Kendt donation, f.eks. søster til søster-donation, giver andre etiske udfordringer i familien. Det er af største vigtighed, at disse aspekter er belyst i de indledende samtaler med både oocytdonor og recipient. Disse samtaler bør i tilfælde af kendt donation altid foregå hver for sig. På den måde får man som fagperson indtryk af, om den kendte donor er under pres. Det skal noteres, at donor til hver en tid kan afvises af fagpersonale, uden at recipienten får en årsag.

Graviditeter tilvejebragt ved OD skal følges tæt pga. den øgede risiko for svangerskabs- og fødselskomplikationer. I fremtiden kan ny forskning forhåbentlig minimere disse risici for oocytrecipienten. HLA-screening af både donor og recipient har været nævnt for at reducere graden af HLA-mismatch, ligesom præventiv immunsuppresiv behandling muligvis kan komme på tale. Vi mangler dog for nuværende god evidens for, at disse tiltag vil kunne forebygge præeklampsi hos recipienter.

I en dansk sammenhæng er der et stort behov for forskning med fokus på langtidsfollowup af både oocytdonorerne, recipienterne og ikke mindst børnene. Med denne viden kan fertilitetsklinikkerne bedre rådgive kommende donorer, ligesom betydningen af familiedannelsen efter OD for alle involverede parter kan understøttes af ny viden.

Feltet er i rivende udvikling, så forskning haster.

Korrespondance Elisabeth Clare Larsen. E-mail: elisabeth.clare.larsen@regionh.dk
Antaget 7. september 2021
Publiceret på ugeskriftet.dk 29. november 2021
Interessekonflikter ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Referencer findes i artiklen publiceret på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2021;183:V04210368