Opsonizing factors and phagocytic cells in Pneumocystis carinii pneumonia

Disputatsen indeholder en oversigt og syv publicerede artikler. Arbejdet, der ligger til grund for afhandlingen, er udført på Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Skejby Sygehus.

Pneumocystis carinii (P. carinii ) er en mikroorganisme tilhørende svamperiget, som kan fremkalde svær pneumoni hos immunkompromitterede, navnlig hiv-smittede patienter. Formålet med arbejdet har været at studere samspillet mellem opsoniserende faktorer og fagocyterende celler ved bekæmpelse af infektion.

Den første del af arbejdet omhandler studier af det specifikke antistofniveau i serum og i materiale ophentet ved bronkoalveolær lavage (BALF) med indirekte immunfluorescens- metode.

I serum påvistes lavere IgG- og IgM-antistoftitre og manglende stigning i antistofniveau umiddelbart efter infektionen, foreneligt med nedsat evne til antistofdannelse. I modsætning hertil var niveauet af specifikke IgA-antistoffer højere end hos hiv-negative kontroller, om end evnen til titerstigning også her var dårlig. I BALF påvistes ligeledes nedsat evne til dannelse af specifikke IgG-antistoffer hos aids-patienter.

Den anden del af arbejdet omfatter studiet af opsoniserende faktorers betydning for fagocytose af P. carinii og aktivering af det respiratoriske burst målt som superoxidionproduktion (cytokrom c-reduktion) og chemoluminiscens.

For makrofagers vedkommende var opsonisering med IgG-antistoffer af størst betydning, hvorimod IgA spillede en mindre og IgM-antistoffer ingen rolle. Komplement potentierede IgG-antistoffers effekt. Infektion med CMV i monocytderiverede makrofager hæmmede aktiveringen af det respiratoriske burst , og samme effekt havde dexametason, der ofte anvendes som adjuverende behandling ved PCP.

I friskt isolerede granulocytter var komplement nødvendig for IgG og IgA's evne til aktivering af det respiratoriske burst. Denne begrænsning forsvandt imidlertid efter inkubering af cellerne. Ud over antistoffer var MBL, men ikke SP-A, i stand til at aktivere det respiratoriske burst i denne celletype. Tilstedeværelsen af især IgG-antistoffer synes således at være nødvendig for tilfredsstillende elimination af P. carinii . Neutrofile granulocytter fra aids-patienter havde dog også i sig selv nedsat evne til aktivering af det respiratoriske burst, en defekt, som var reversibel, idet priming med de kolonistimulerende faktorer, G-CSF og GM-CSF kunne normalisere aktiviteten.

Konklusionen er således, at hiv-infektionen medfører nedsat evne til specifik antistofdannelse og dermed dårligere opsonisering af P. carinii. Herved nedsættes fagocyterende cellers evne til at eliminere mikroorganismen. Samtidig CMV-infektion synes ligeledes at have en sådan effekt i makrofager. For granulocytternes vedkommende synes dog også evnen til aktivering af det respiratoriske burst at være nedsat hos aids-patienter.