Perichondritis og perikondrale abscesser er velkendte komplikationer til især ørepiercinger, der gennembryder ørets kartilaginøse bestanddele (1-4). Infektionerne opstår typisk inden for få uger efter piercingen og er oftest forårsaget af Pseudomonas aeruginosa eller Staphylococcus aureus. Formålet med denne artikel er at beskrive behandlingen af abscesser, der er opstået efter ørepiercing, og at rette fokus mod dette potentielle sundhedsproblem.
Inden for en relativt kort periode på to måneder var der fem sygdomstilfælde på øre-næse-hals-afdelingen i Hillerød. En af disse sygehistorier præsenteres her. Der henvises til Tabel 1 vedrørende data for de øvrige patienter.
Sygehistorie
En 17-årig ung mand fik foretaget en transkartilaginøs piercing opadtil i helix. Han fik derefter hævelse, rødme og sekretion fra øret efter tre døgn. Da infektionen forværredes over en uge, blev piercingringen fjernet. Patienten henvendte sig til en alment praktiserende læge efter 14 dage og fik en uges penicillinbehandling. Da symptomerne forværredes med smerter og hævelse, blev patienten indlagt på øre-næse-hals-afdelingen.
Ved undersøgelsen fandtes en massiv fluktuerende ansamling på ørets helix, der var udtalt øm og med rødme, som bredte sig retroaurikulært (Fig. 1 ). Abscessen blev incideret bag øret i lokalanalgesi og i rus. Der udtømtes store mængder pus, og brusken var borteroderet i hele helix. Patienten fik intravenøst indgivet antibiotika med ciproxin og gentamycin, og kaviteten blev renset dagligt med eddikesur lerjordsopløsning 0,8% under de følgende fem dages indlæggelse. Øret fik et pænt kosmetisk resultat fraset affladning af helixkanten opadtil (Fig. 2 ).
Resultater
Tabel 1 viser, at der er mest omfattende beskadigelse af brusken hos de patienter, hos hvem behandlingen blev påbegyndt sent i sygdomsforløbet. Allerede efter cirka en uge kunne disse forandringer vise sig med større eller mindre brusknekrose.
Diskussion
Infektioner efter piercinger gennem brusken indebærer en større morbiditet end vanlige piercinger i lobulus auriculae (2-4). I litteraturen rapporteres der især om infektioner, der er forårsaget af P. aeruginosa, som alle ovennævnte patienter også havde (2-5). Fire af de ovennævnte patienter var dog inficeret med P. aeruginosa gennem et ikkegodkendt naturplejemiddel, der gav anledning til en ophobning af tilfælde med infektioner. Dette giver ikke et reelt billede af forekomsten af piercingrelaterede infektioner. Der foreligger ikke litteratur, der giver et entydigt overblik over hyppigheden af antibiotikakrævende infektioner efter piercing ved transkartilaginøse piercinger. Et forsigtigt skøn på 1% ud fra sammenligninger med talmaterialer for personer, der er blevet piercede i lobulus auriculae, virker ikke urealistisk (5, 6).
Den gennemførte kirurgiske behandling af ovennævnte patienter bestod i incision af abscessen og excision af nekrotisk væv. Der blev behandlet med intravenøs gentamicin og ciprofloxacin i fem dage og efterfølgende peroral Ciproxin (ciprofloxacin) i ti dage, pga. virulensen og resistensmønsteret ved P. aeruginosa (7, 8).
Konklusion
Der er ingen nedre aldersgrænse eller krav til hygiejnen ved piercing, som situationen er i Danmark i dag. Indgrebene svarer mere eller mindre til kirurgiske indgreb, hvor der er en vis risiko for infektioner og andre hertil knyttede komplikationer, som fx keloiddannelse (9) og hepatitis (1, 3). Et egentlig forbud på området vil være vanskeligt at håndhæve, men en selvjustits med autorisationsordning i branchen kan eventuelt bidrage til mere ordnede forhold.
Foreløbig kan man ud fra ovenstående cases og litteraturen anbefale, at man behandler infektioner efter kondrale piercinger hurtigt og aggressivt (2, 8), for at mindske omfanget af bruskbeskadigelse og risikoen for vedvarende deformiteter såsom blomkålsører. De piercede bør informeres om infektionstegn og anvende godkendte plejeprodukter.
Henrik Terkel Andersen, øre-næse-hals afdeling E, Amtssygehuset i Gentofte, DK-2900 Hellerup. E-mail: henrikta@dadlnet.dk
Antaget den 18. marts 2002.
Hillerød Sygehus, øre-næse-hals afdeling C.
Summary
Summary Ear piercing and auricular chondritis with Pseudomonas aeruginosa. Ugeskr Læger 2002; 164: 5145-7. This paper describes five patients who had undergone transcartilaginous ear piercing and were infected with Pseudomonas aeruginosa, which led to perichondrial abscess. Early treatment of chondritis with aggressive surgical therapy combined with relevant antibiotics results in good healing and a minimal loss of cartilage. The literature review and cases presented show that piercing is not harmless and that regulation of the piercing business would seem to be desirable.
Referencer
- Folz BJ, Lippert BM, Kuelkens C, Werner JA. Hazards of piercing and facial body art: a report of three patients and litterature review. Ann Plast Surg 2000; 45: 374-81.
- Staley R, Fitzgibbon JJ, Anderson C. Auricular infections caused by high ear piercing in adolescents. Pediatrics 1997; 94: 610-1.
- Samantha S, Tweeten M, Rickman LS. Infectious complications of body piercing. Clin Infect Dis 1998; 26: 735-40.
- More DR, Seidel JS, Bryan PA. Ear-piercing techniques as a cause of auricular chondritis. Pediatr Emerg Care 1999; 15: 189-92.
- Hendricks WM. Complications of ear piercing: treatment and prevention. Cutis 1991; 48: 386-94.
- Simplot TC, Hoffmann HT. Comparison between cartilage and soft tissue ear piercing complications. Am J Otolaryngol 1998; 19: 305-10.
- Dohar JE, Kenna MA, Wadowsky RM. Therapeutic implications in the treatment of aural seudomonas infections based on in vitro susceptibility patterns. Arch Otoloryngol Head Neck Surg 1995; 121: 1022-5.
- Stewart RC, Beason ES. Chondritis of the ear: a method of treatment. J Trauma 1979; 19: 686-8.
- Nielsen LH, von Buchwald C, Rosborg J. Keloid på ydre øre. Ugeskr Læger 1994; 156: 4025-8.