Skip to main content

Orf med systemisk reaktion

Jacob Tolstrup E-mail: jacobpeter.tolstrup@gmail.com David Mølenberg Hudklinikken ved Nørreport Ugeskr Læger 2018;180:V69676

5. feb. 2018
2 min.

En 32-årig hudrask kvinde blev henvist akut fra egen læge til en hudlæge efter to dages gangbesvær pga. hævede og røde fødder. To uger før havde hun fået uømme noduli på fingrene. En vagtlæge gav dicloxacillin, der ikke havde nogen effekt, og podning for bakterier var negativ.

Kvinden var studerende og boede i byen, men ti dage før debutsymptomerne skar hun fårehoveder op på sin families gård.

Hudlægen ordinerede prednisolon. Hævelserne på fødderne svandt efter få dage, og efter tre uger helede noduli. Ved en ny podning fra noduli bekræftede man diagnosen orf med polymerasekædereaktion.

Orf, som er et parapoxvirus, findes blandt får og geder og kan overføres til mennesker, typisk landmænd og slagtere, ved kontakt med inficerede dyr eller kontamineret materiale [1, 2]. Symptomerne er erytematøse papler, der ses på fingre, hænder og/eller underarme og udvikles til noduli med et targetoidt udseende og perifert erytem [3]. Få dages subfebrilia kan opstå, mens systemiske reaktioner med erythema multiforme og id-reaktioner er sjældne [2, 4]. Sygdommen er selvlimiterende, men symptombehandling er nyttig.

Grundig anamnese og en klassisk klinisk fremtræden vil typisk give diagnosen. In mente skal især haves patienter med kontakt til landbrug og slagteri.

Interessekonflikter: ingen.

Publiceret på ugeskriftet.dk: 5. februar 2018

Referencer

LITTERATUR

  1. Spyrou V, Valiakos G. Orf virus infection in sheep or goats. Vet Microbiol 2015;181:178-82.

  2. Caravaglio JV, Khachemoune A. Orf virus infection in humans: a review with a focus on advances in diagnosis and treatment. J Drugs Dermatol 2017;16:684-9.

  3. Rajkomar V, Hannah M, Coulson IH et al. A case of human to human transmission of orf between mother and child. Clin Exp Dermatol 2016;41:60-3.

  4. Haddock ES, Cheng CE, Bradley JS et al. Extensive orf infection in a toddler with associated id reaction. Pediatr Dermatol 2017;34:e337-e340.