Ortopædkirurgernes storhedsvanvid – myte eller mobning? Et tværsnitsstudie af danske læger

Resumé

BAGGRUND: Ortopædkirurger er berømte for at have høj selvtillid, og formålet med dette studie var at undersøge berettigelsen af denne antagelse.

MATERIALE OG METODER: Undersøgelsen blev udført som en spørgeskemaundersøgelse, hvor 34 yngre læge-grupper blev inviteret til at deltage. Det primære endepunkt var scoring i General SelvEfficacy Scale (GSE). GSE-resultaterne blev sammenlignet mellem lægegrupperne og med en matchet gruppe fra en forskerdatabase. Sekundære endepunkter var deltagernes selvvurderede talent for at operere, og hvor vigtigt, de vurderede, at deres speciale var.

RESULTATER: Tredive yngre læge-grupper indvilligede i at deltage. I alt 120 ortopædkirurger og 416 læger fra andre specialer deltog. Der var ingen forskel mellem ortopædkirurger og andre læger, hvad angik GSE-score, (p = 0,11) eller mellem ortopædkirurger og kontrolgruppen fra forskningsdatabasen (p = 0,22). 98% af de yngre ortopædkirurger mente, at de var lige så gode eller bedre til at operere end deres kollegaer på samme uddannelsesniveau. 72% mente, at de var mindst lige så dygtige eller bedre end kollegaer, der var længere i deres uddannelse end dem selv. 74% tænkte »ofte« eller »nogle gange«, når de assisterede, at patienterne ville være bedre tjent med, at de foretog operationen, og 2% angav, at de altid fik den tanke, når de assisterede. 48% af ortopædkirurgerne troede, at ortopædkirurgi blev vurderet som et mindre vigtigt speciale. Dette var signifikant flere end i andre specialer (p = 0,001).

KONKLUSION: Ortopædkirurgers selvtillid generelt adskiller sig ikke fra selvtilliden hos læger eller den almene befolkning, til gengæld var yngre ortopædkirurger meget sikre på deres egne operative evner.

FUNDING: ingen.

TRIAL REGISTRATION: ingen.

Den stereotype fremstilling af en ortopædkirurg er en læge med fysik og intellekt som en okse eller en gorilla og enorm selvtillid [1, 2]. I en tidligere undersøgelse har man bekræftet antagelsen om den overlegne fysik og afvist, at ortopædkirurger er underlegne mht. intellekt [1], men endnu har ingen undersøgt, om ortopædkirurgers selvtillidsniveau adskiller sig fra deres kollegaers.

Forestillingen om ortopædkirurgers selvtillid er så grundlæggende, at den har dannet baggrund for en række vidt forskellige studier af forskellen mellem ortopædkirurger og andre læger, blandt andet er personlighedsforskelle, emotionel fremtoning og testosteronniveau blevet undersøgt [3-5]. Fælles for alle studierne er, at man ikke har påvist nogen forskel.

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge, om ortopædkirurger har højere selvtillid end deres kollegaer og baggrundsbefolkningen.

MATERIALE OG METODER

Undersøgelsen blev udført som en spørgeskemaundersøgelse af et tværsnit af danske læger i henhold til retningslinjerne fra STROBE [6]. Vi kontaktede 34 forskellige yngre læge-faggrupper. Indsamlingen af data foregik fra den 8. maj til den 21. oktober 2015.

Deltagende yngre læge-faggrupper distribuerede spørgeskemaet til deres medlemmer via e-mail, facebook, hjemmesider, nyhedsbreve og/eller ved selskabernes årsmøder.

Vores primære endepunkt var deltagernes generelle selvværd vurderet med den danske version af General Self-Efficacy Scale (GSE). GSE er et patientadministreret spørgeskema bestående af ti spørgsmål, der besvares på en skala fra 1 (passer slet ikke) til 4 (passer præcis) (Tabel 1). Danske tal er brugt i et valideringsstudie af GSE [7].

Sekundære endepunkter var selvvurdering af talent for at operere (kun ortopædkirurger) og selvvurdering af deltagernes speciales vigtighed. Ortopædkirurgerne fik stillet fem spørgsmål om deres selvvurderede evne til at operere (Tabel 2). Spørgsmålene var udviklet til undersøgelsen og afprøvet på to af forfatterne og en mindre fokusgruppe.

Alle deltagere blev desuden bedt om at vurdere, hvor vigtigt deres speciale var i forhold til andre specialer, og hvordan de troede, at deres speciale blev vurderet af andre læger. Vigtighed blev vurderet på en skala fra 1 (meget mindre vigtigt end gennemsnittet) til 5 (meget vigtigere end gennemsnittet).

Sammenligning af GSE-score for studiepopulationen med baggrundsbefolkningen blev foretaget som et case-kontrol-studie, hvor hver deltagende læge i studiet blev matchet på køn og alder (med et års interval) med to kontrolpersoner fra en forskningsdatabase – herefter refereret til som kontrolgruppen.

Sammenligninger blev foretaget med Wilcoxon rank-sum-test. Signifikansniveau blev sat til 95%, tosidet. Alle analyser blev foretaget i STATA, version 14.0.

Undersøgelsen krævede ikke datatilsynets tilladelse, da ingen personhenførbare data blev registreret. Undersøgelsen blev heller ikke registeret i clinicaltrials.gov eller lignende databaser, da den ikke opfyldte kravene til registrering.

Trial registration: ingen.

RESULTATER

General Self-Efficacy Scale

Tredive af de 34 yngre læge-faggrupper ønskede at deltage. I alt blev der i undersøgelsen inkluderet 536 læger, fordelt på 120 ortopædkirurger og 416 fra andre specialer. Blandt ortopædkirurgerne var der en overvægt af mænd, idet kun 39% var kvinder, mens den tilsvarende andel af kvinder i andre specialer var 65%. Aldersmæssigt var der ingen forskel mellem ortopædkirurger (gennemsnit 37 år, spændvidde: 22-62 år) og andre lægegrupper (gennemsnit 35 år, spændvidde: 23-59 år). 25% af de adspurgte ortopædkirurger var speciallæger, 17% var på 3.-4. år i hoveduddannelsen, 17% på 1.-2. år i hoveduddannelsen, 33% i introduktionsuddannelse, og de resterende 9% var medicinstuderende. For de andre specialer som samlet gruppe var den tilsvarende fordeling: 9% speciallæge, 31% på 3.-4. år i hoveduddannelsen, 26% på 1.-2. år i hoveduddannelsen, 26% i introduktionsuddannelse og 9% medicinstuderende.

Der var ingen statistisk signifikant forskel i GSE-score mellem ortopædkirurger og andre læger (p = 0,58), eller mellem ortopædkirurger og medicinske læger (p = 0,30) (Tabel 2).

Der var ingen forskel i GSE-score mellem læger som samlet gruppe og baggrundsbefolkningen repræsenteret ved kontrolgruppen (p = 0,11), mellem ortopædkirurger og kontrolgruppen (p = 0,17) og heller ikke mellem ikkeortopædkirurgiske læger og kontrolgruppen (p = 0,22).

Specialespecifikke spørgsmål – ortopædkirurger

47% af ortopædkirurgerne mente, at de var bedre til at operere end gennemsnittet af kollegaer på samme uddannelsesniveau som dem selv, og kun 2% angav at være dårligere end gennemsnittet. 72% mente, at de var mindst lige så dygtige, bedre eller meget bedre end de kollegaer, der var et uddannelsesniveau over dem. 47% mente, at deres talent for at operere var »bedre« eller »meget bedre« end talentet hos alle de ortopædkirurger, de kendte (Tabel 3).

74% tænkte »nogle gange« eller »ofte«, mens de assisterede en ældre kollega, at patienten ville være bedre tjent med, at det var dem, der førte kniven. 2% af de adspurgte angav, at det »altid« var tilfældet, når de assisterede (Tabel 3). 99% mente, at deres talent for at operere ville blive vurderet som gennemsnittet eller over gennemsnittet af deres kollegaers talent (Tabel 3).

Kun 2% af alle ortopædkirurger mente, at deres speciale var »mindre vigtigt« end andre specialer. Til gengæld mente 48% af ortopædkirurgerne, at andre læger vurderede det ortopædkirurgiske speciale som »mindre vigtigt« eller »meget mindre vigtigt« end andre specialer. Dette var en signifikant større andel end i andre
lægefaggrupper (p = 0,001).

DISKUSSION

Det primære fund var, at ortopædkirurgers selvtillid ikke adskilte sig fra andre lægers. Der var heller ingen forskel på niveauet af selvtillid mellem ortopædkirurger og en kontrolgruppe af ikkelæger. Ortopædkirurger fandt ikke deres speciale mere vigtigt end andre specialer, men var pinligt bevidste om, at andre læger nok betragtede ortopædkirurgi som sekundært i forhold til andre specialer.

Yngre ortopædkirurger havde en høj tro på egne operative kundskaber, idet næsten tre fjerdedel mente, at de var ligeså dygtige eller bedre end kollegaer, der var et niveau længere i speciallægeuddannelse end de selv, og mere end tre fjerdedele tænkte hyppigt, at de var dygtigere til at operere end den mere erfarne kollega, som de assisterede.

Det var en overraskelse for forfattergruppen, at ortopædkirurger ikke havde højere selvtillid end deres medicinske kollegaer, idet vi antog, at specielt to forhold ville udmønte sig i, at kun læger med høj selvtillid valgte at blive ortopædkirurger. For det første antog vi, at det krævede en vis portion selvtillid at gribe skalpellen og skære hul på en patient, og det måske derfor kun var storskrydende medicinstuderende med kæmpeegoer, der valgte at blive kirurger. Som medicinstuderende skiller kirurger sig da også ud, idet de er væsentligt hurtigere til at vælge deres speciale end deres – måske mere eftertænksomme – kollegaer [8]. For det andet antog vi, at der under speciallægeuddannelsen til ortopædkirurg skete et frafald af mere ydmyge og forsigtige læger, da de er mere tilbageholdende med at tilbyde at operere selvstændigt og dermed får mindre operationserfaring end deres mere højtråbende kollegaer.

Antagelsen om ortopædkirurgers høje selvtillid er ikke kun et dansk fænomen. Der findes talrige internationale vittigheder såsom: »Hvordan slår man en ortopædkirurg ihjel? Man beder ham om at klatre til toppen af sit ego og hoppe!«, »Hvad er forskellen på Gud og en ortopædkirurg? Gud ved godt, at han ikke er ortopædkirurg!«. Denne persisterende internationale antagelse af, at ortopædkirurger har højere selvtillid end andre, kan skyldes, at ortopædkirurgi tidligere var præget af læger med høj selvtillid [9], men efter årtiers mobning [2, 10] er selvtilliden hos ortopædkirurger måske dalet til et mere normalt niveau. Disse årelange drillerier fra andre specialer kunne også være en forklaring på, at ortopædkirurgerne – i modsætning til læger fra andre specialer – var overbeviste om, at deres speciale blev ringeagtet af andre læger.

En anden forklaring på den stereotype fremstilling internationalt kan være, at ortopædkirurgi i de fleste angelsaksiske og europæiske lande er et meget konkurrencepræget speciale [11] med en indkomst, der markant overstiger andre lægegruppers [12]. Indeværende undersøgelse kunne derfor repræsentere et specielt dansk fænomen, der ikke umiddelbart kan generaliseres til andre lande.

Da en nyere undersøgelse har vist, at ortopædkirurger både intellektuelt og fysisk overgår deres kollegaer [1], kan en tilbagevenden til tidligere tiders storskrydende ortopædkirurger i Danmark måske forventes. Det kunne blive understøttet af, at de yngre ortopædkirurger anså deres operative niveau for at være meget højt både i forhold til niveauet hos kollegaer på deres eget uddannelsesniveau og i forhold til niveauet hos ældre og mere erfarne kollegaer.

KONKLUSION

Ortopædkirurgers selvtillid generelt adskiller sig ikke fra andre lægegruppers eller den almene befolknings selvtillid. Yngre ortopædkirurger var meget sikre på deres egne operative evner i forhold til både mere erfarne og uddannelsesmæssigt jævnbyrdige kollegaer. De øvrige specialer skal nok holde lidt igen med deres stereotype fremstilling af ortopædkirurger som selvsikre og kæphøje. Omvendt kan ældre ortopædkirurger ikke læne sig tilbage og forvente ubetinget beundring fra deres yngre kollegaer, som er alt andet end usikre og famlende, hvad angår deres egne operative talenter.

Korrespondance: Per Hviid Gundtoft. E-mail: peargun@gmail.com

Antaget: 31. august 2016

Interessekonflikter: