Os epilunatum er en sjælden årsag til nedsat bevægelighed og smerter i håndled uden forudgående traume

Kroniske håndledssmerter kan have mange årsager. De ses hyppigt i form af posttraumatisk artrose efter håndledsnære frakturer, men kan også skyldes reumatoid artritis, ganglioncyster og nervekompressionssymptomer. Atraumatiske håndledssmerter kan imidlertid også skyldes accessoriske knoglekerner. I litteraturen er der beskrevet over 20 forskellige knoglekerner [1], og incidensen er omkring 1,6% [2]. De fleste ossikler opstår pga. manglende ossifikation og er ofte tilfældige asymptomatiske radiologiske fund. En os epilunatum er en ekstremt sjælden accessorisk knoglekerne, og ved litteraturgennemgang er den kun fundet beskrevet klinisk få gange tidligere som kasuistik [3]. Der foreligger dog kadaverstudier af ældre dato, hvor en os epilunatum er beskrevet [4].

SYGEHISTORIE

En 28-årig ellers sund og rask mand blev henvist til et håndambulatorium med højresidige håndledssmerter og bevægeindskrænkning i håndleddet igennem seks år. Smerterne var opstået spontant med snigende forværring. På daværende tidspunkt arbejdede han som entreprenør, men pga. håndledssmerterne skiftede han til it-arbejde. Ud over smerterne havde han bemærket nedsat bevægelighed. Særligt ekstension af håndleddet var problematisk. Han havde ikke haft nogen form for traume mod håndleddet.

Objektivt fandtes en aktiv ekstension til ca. 0° og fleksion til 30-40°. Hånden var uden deformitet, hævelse eller misfarvning. Der var normale neurovaskulære forhold og ingen symptomer fra den modsatte hånd.

En konventionel lateral røntgenoptagelse viste en accessorisk knoglekerne dorsalt for os lunatum. Ved en MR-skanning påvistes en fibrøs forbindelse imellem knoglekernen og os lunatum – en os epilunatum. Beliggenheden var i nær relation til det skafolunære (SL) ligament, som på MR-skanningen kunne ses at være intakt.

Patienten blev tilbudt kirurgi. Igennem en dorsal adgang til håndleddet blev os epilunatum lokaliseret. Peroperativt kunne man tydeligt se, at epilunatum kolliderede mod radius’ dorsale afgrænsning og forhindrede ekstension af håndleddet. Epilunatum blev frilagt og fjernet in toto, uden at SL-ligamentet blev beskadiget (Figur 1). Peroperativt kunne håndleddet passivt ekstenderes til 60° og flekteres fuldt. SL-ligamentet blev fundet intakt efter excisionen. Ledkapslen og huden blev lukket lagvist. En dorsal gipsskinne blev anlagt og skulle bæres i tre uger for at give ledkapslen ro til heling. Herefter påbegyndte patienten ergoterapi for at træne bevægeligheden.

Ved kontrol tre måneder postoperativt var patienten smertefri. Aktiv og passiv ekstension af det syge håndled var på 50° og 60° mod henholdsvis 55° og 70° på det raske venstre håndled. Den aktive og passive fleksion måltes til 45° og 75° på det syge håndled og på det raske håndled til henholdsvis 60° og 95°.

DISKUSSION

Ved udredning af akutte og kroniske håndledssmerter, skal der foretages en klinisk og radiologiske undersøgelse af håndleddet. Førstevalget er en standardrøntgenoptagelse af håndleddet i to planer, og afhængigt af de kliniske og røntgenlogiske fund kan der suppleres med yderligere undersøgelser. Hos patienten i sygehistorien blev der fundet nedsat bevægelighed og en ekstra knoglekerne på røntgenbilledet. Til nærmere diagnosticering, udelukkelse af fraktur og vurdering af knoglekernens relation til bløddelene anbefales det at supplere med MR-skanning og evt. CT. En os epilunatum er en sjælden accessorisk knoglekerne, der kan give smerter og bevægeindskrænkning i håndleddet. Den kan fjernes operativt med god effekt [3], men pga. beliggenheden tæt på SL-ligamentet skal man ved kirurgisk fjernelse være opmærksom på ikke at kompromittere stabiliteten i håndroden. Patienten i sygehistorien blev smertefri og opnåede en øget bevægelighed, uden at operationen påvirkede stabiliteten i håndleddet/håndroden.

Korrespondance: Charlotte Hartig-Andreasen.
E-mail: hartig@dadlnet.dk

Antaget: 24. oktober 2018

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 17. december 2018

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk