Skip to main content

Osteoartrose – hvor skal vi hen, og hvad skal der gøres?

Ellen-Margrethe Hauge & Anders Troelsen

Ugeskr Læger 2020;182:V205049

12. okt. 2020
3 min.

Osteoartrose er en meget almindelig lidelse, og patienten møder mange behandlere; herunder den praktiserende læge, fysioterapeuten, diætisten, radiologen, reumatologen og ortopædkirurgen. Serien af artikler i dette temanummer af Ugeskrift for Læger afspejler de mange led, osteoartrose kan ramme, men også vægtningen af de behandlingstilbud vi benytter i dag [1-4]. På trods af problemets hyppighed er området forsat udfordret af en helt utilstrækkelig koordinering, begrænsede behandlingsmuligheder og et uudnyttet potentiale i de teknologiske landvindinger.

Osteoartrose i knæet (KOA) ses hyppigt og er et godt eksempel på, at oplagte sundhedsstrategiske og formentlig omkostningseffektive forbedringer savnes. Der er etableret evidens, og der findes guidelines, hvor man beskriver, hvilke ikkeoperative behandlinger der skal afprøves. Imidlertid findes der ingen overordnet struktur eller sikker ansvarsfordeling, der sikrer, at patienterne systematisk modtager patientuddannelse, afprøver træning og smertebehandling samt opnår vægttab. Konsekvenserne heraf er uhensigtsmæssige, gentagne og fordyrende besøg hos egen læge samt specialistvurdering i hospitalsregi. Dermed risikerer man, at relevante behandlingstiltag og bedring i symptomer forsinkes. For at løse problemet skal der anvendes en tværsektoriel tankegang, og en velfungerende primærsektor er som ved andre folkesygdomme en forudsætning for succes. På den måde sikres det, at relevant evidensbaseret behandling udføres i primærsektoren, og at kun nødvendige specialistvurderinger udføres i hospitalsregi. Sådan en strategi handler ikke om at minimere antallet af patienter, der modtager effektiv kirurgisk behandling, men om at sikre en effektiv behandling på ethvert tidspunkt for patienter med KOA ved optimeret anvendelse af hele behandlingskontinuummet.

Den medicinske behandling har omfattet smertebehandling, selvom effekten ofte er lille og for nogle patienter helt insufficient. I de tilfælde, hvor KOA er ledsaget af betydende inflammation og ledhævelse, kan intraartikulær behandling med glukokortikoid benyttes. Medicinske behandlinger med forventet sygdomsmodulerende effekt på enten brusk, knogle eller inflammation har været afprøvet uden afgørende indflydelse på guidelines for behandling af KOA. Vægttab hos overvægtige har effekt på både smerter og strukturel progression af KOA, og medicinske behandlinger, der fører til betydelige vægttab, er på vej. Indikation for og monitorering af disse forventede effektive, men også kostbare behandlinger placeres bedst i hospitalsregi, hvor de kan varetages af reumatologer.

Effekten af medicinsk behandling vurderes på smerter, funktion og vægttab, men bør også vurderes på den strukturelle progression af KOA. Både biomarkører og billeddiagnostik er p.t. de bedste bud på identifikation af markører for tidlig sygdom, progredierende sygdom, behandlingsresponsiv sygdom og behandlingseffekt.

Større fremtidige landvindinger inden for forebyggelse og behandling af artrose vil være ensbetydende med integration af personlig medicin i vores tilgang. Forebyggelse er for nuværende en svær størrelse, da vores kendskab og succes primært er forankret i en sikker diagnostik af problemet og efterfølgende evidensbaseret behandling. Hvad kan ændre på dette? Kendskab til den enkeltes risiko, f.eks. gennem specifikt kendskab til genetiske risikofaktorer, kan bidrage til, at vi kan informere den enkelte om fordelagtige tiltag (f.eks. træning og diæt) tidligt i livet, og kendskab kan ultimativt også føre til en egentlig behandling, inden sygdommen opstår i sværere stadier. State of art artificial intelligence-metoder kan bidrage til, at vi baseret på komplekse sammenhænge mellem eksisterende sundhed, anatomi, genetik og billeddiagnostik kan forudsige risikoen for udviklingen af sygdom. Herved kan vores forståelse af artrose og hjælp til patienterne i langt højere grad forankres i personlig medicin med forebyggelse i en central rolle.





KORRESPONDANCE: Anders Troelsen, Research OsteoArthritis Denmark, ROAD, Clinical Academic Group. E-mail: Anders.Troelsen@regionh.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med lederen på Ugeskriftet.dk

Referencer

Litteratur

  1. Bliddal H. Definition, patologi og patogenese af artrose. Ugeskr Læger 2020;182:V06200477.

  2. Andersen MØ, Holst AK, Horn HC. Degenerative forandringer i columna og i sacroiliacaled. Ugeskr Læger 2020;182:V05200308.

  3. Udby PM, Fritzell P, Bergström T et al. Antibiotika bør ikke anvendes til behandling af rygsmerter. Ugeskr Læger 2020;182:V06200476.

  4. Berg LC. Stamcellebehandling af knæartrose. Ugeskr Læger 2020;182:V05200333