Skip to main content

Overlevelse hos patienter med lungekræft i de nordiske lande

Mortalitet af lungekræft er fortsat høj, men nordisk opgørelse på baggrund af de sidste 50 år viser en fordobling af etårsoverlevelsen og en tredobling af femårsoverlevelsen.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

15. jun. 2023
2 min.

I Danmark er lungekræft den kræftform, som hvert år kræver flest dødsfald. Nyt studie opgør lungekræftdødelighed i Danmark, Sverige, Norge og Finland over de sidste 50 år. På baggrund af data fra det nordiske register NORDCAN rapporterer forfatterne etårs- og femårsoverlevelsen i perioden 1971-2020 i de fire lande: I løbet af denne periode er etårsoverlevelsen fordoblet og femårsoverlevelsen tredoblet. I perioden 2016-2020 var femårsoverlevelsen ca. 24% for danske mænd og 31% for danske kvinder.

Overlæge Torben Riis Rasmussen, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Studiets resultater viser de positive resultater af den øgede indsats mod lungekræft – ikke blot i Danmark, men også i de andre nordiske lande. Studiet illustrerer den store dokumentations­værdi, der ligger i de meget komplette, nordiske cancerregistre. Med den anvendte analysemetode giver studiet også gode estimater for den helt aktuelle langtidsoverlevelse frem til 2020. For Danmark anføres, at der fra 2000, og altså før kræftpakkernes indførelse, ses starten på en markant forbedret overlevelse. På det tidspunkt skete der i Danmark en reorganisering af lungekræftudredning og -behandling med betydelig centralisering på færre enheder. Blandt de nordiske lande har Finland ikke fået kræftpakker, hvilket formentlig er medvirkende til, hvis ikke afgørende for, at forbedringen i overlevelse og mortalitet i Finland ikke står mål med udviklingen i de andre nordiske lande. For alle de nordiske lande er der ikke tegn på aftagende forbedringstendens, men den årlige forbedringstakt er forskellig og er bedst for danske patienter. Så om end Norge for den seneste periode i denne opgørelse frem til 2020 har den bedste overlevelse, så er resultaterne for norske patienter efterhånden tæt fulgt af resultaterne for danske patienter. En mangel ved studiet er, at det ikke tilsvarende har analyseret udviklingen i lungekræftmortaliteten, hvilket er det ultimative mål for en indsats mod lungekræft. Men her har nylige analyser udført ved Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram for de seneste 11 år frem til 2021 dokumenteret en markant reduceret mortalitet for lungekræft i Danmark, såvel aldersstandardiseret som i rå rate«.

Interessekonflikter TRR har inden for de seneste fem år modtaget undervisningshonorar fra AstraZeneca, GSK og Novartis og konsulenthonorar fra MSD og AstraZeneca samt projektstøtte fra AstraZeneca.