Skip to main content

Pakydermodaktyli – en sjælden årsag til hævede fingre

Josefine Bandier 1, 2 & Morten Schjørring Opstrup 3

5. okt. 2020
2 min.


En 19-årig mand blev henvist til dermatologisk vurdering af fortykkede fingre. Symptomerne var begyndt i 12-årsalderen og bestod i gradvist tiltagende smertefri fortykkelse af de proksimale interfalangeal (PIP)-led på anden, tredje og fjerde finger på begge hænder. Patienten oplevede i voksenalderen tiltagende udfordringer i daglige gøremål samt ved håndtering af mønter på arbejde. Desuden havde han kosmetiske gener. Objektivt blev der fundet fortykkelse af hud og bløddele, men ingen mærkbar ledhævelse. Ultralydskanning og røntgenundersøgelse af hænderne viste bløddelsfortykkelse. Blodprøver var negative for antinukleære antistoffer og reumafaktor, og der var normalt C-reaktivt protein-niveau. Der blev på baggrund af ovenstående fund vurderet, at der var tale om pakydermodaktyli.

Pakydermodaktyli er en sjælden hudlidelse, der hyppigst forekommer hos yngre mænd [1]. Sygdommen består i gradvis hævelse af bløddele især omkring PIP-leddene på 2.-4. finger og er ofte udløst af repetitiv mekanisk stimulation, hvilket dog ikke var tilfældet hos denne patient. Symptomerne kan nemt forveksles med artritis, men ved pakydermodaktyli er generne begrænsede, og hævelsen er lokaliseret i bløddelene og ikke i leddene [2]. Selvom der er tale om en sjælden diagnose, er den vigtig at genkende, og patienten kan beroliges med, at det er en benign tilstand, der ikke kræver behandling. Hvis behandling ønskes, kan der forsøges med intralæsionel kortikosteroid [3].



Korrespondance: Josefine Bandier. E-mail: josefine.bandier@regionh.dk
Publiceret på Ugeskriftet.dk: 5. oktober 2020
Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Referencer

Litteratur

  1. Dallos T, Oppl B, Kovács L et al. Pachydermodactyly: a review. Curr Rheumatol Rep 2014;16:442.

  2. Acar A, Dirican F, Yaman B et al. Swollen digits due to pachydermodactyly resembling inflammatory arthritis. Eur J Rheumatol 2019;6:57-9.

  3. Kelenjian S, Mattjie RA, Franz R et al. Clinical features and management of superficial fibromatoses. J Dtsch Dermatol Ges 2019;17:393-7.