Paracetamol er det hyppigst anvendte analgetikum til en lang række smertetilstande.
I kliniske guidelines har man anbefalet paracetamol til akutte lændesmerter, baseret på formodet effekt ved lignende smertetilstande og en bedre sikkerhedsprofil end ikkesteroride antiinflammatoriske lægemidler (NSAID). Der indgik tre placebokontrollerede randomiserede kliniske forsøg (RCT) fra henholdsvis Østrig (Wetzel, 2014), Australien (Williams, 2014) og USA (Nadler, 2002) med i alt 1.825 patienter i dette systematiske review. To studier omhandlede akutte, ét kroniske lænderygsmerter.
Patienterne var rekrutteret fra almen praksis og overvejende midaldrende (gennemsnit: 44,2, standarddeviation: 13,6)
år. De primære endepunkter var smerte og grad af handicap, de sekundære var livskvalitet, funktionsevne, bivirkninger, overordnet indtryk af bedring, søvnkvalitet, komplians og brug af »nødmedicin« (naproxen).
Patienterne blev fulgt i op til 12 uger. Graden af smerte blev konverteret til en fællesskala fra 0 til 100, og den gennemsnitlige forskel mellem undersøgelserne blev udtrykt som mean difference (MD, hvor negativ værdi er i paracetamols favør, positiv i placebos). I det største af studierne alene, som omfattede 1.653 patienter (Williams, 2014), er der evidens af høj kvalitet for manglende forskel i smerteniveau mellem paracetamol (4 g om dagen) og placebo til tiden en uge (MD 1,49; 95% konfidens-interval (KI): -1,30-4,28), to uger (MD 1,00; 95% KI: -1,70-3,70), 4 uger (MD 0,49; 95% KI: -1,99-2,97) og 12 uger (MD -0,50; 95% KI: -2,92-1,92). Tilsvarende evidens af høj kvalitet gjaldt graden af handicap og alle de sekundære endepunkter, inklusive bivirkningsprofil: ingen forskel mellem paracetamol og placebo. Der er heller ikke fundet effekt på kroniske lændesmerter, men denne evidens er af lav kvalitet.
Overlæge Gitte Handberg, Smertecenter Syd, formand for Dansk Smerteforum udtaler: »Endnu et studie, der understreger vigtigheden af at spørge patienterne, om de har effekt af paracetamol – og er der ingen fornemmelse af virkning bør det seponeres. Der er få bivirkninger af paracetamol, men ingen ræson i at behandle uden effekt. For hovedpinepatienter er det velkendt, at paracetamol kan udløse medicinoverforbrugshovedpine og bør undgås. Til postoperative smerter har paracetamol effekt, og der kan spares på opioiderne, men effekten kan næppe overføres til kroniske smerter«.
Interessekonflkter: ingen
Litteratur
Saragioto BT, Machado GC, Ferreira ML et al. Paracetamol for low back pain. Cochrane Database Syst Rev 2016;6:CD012230.