Ph.d.-afhandlingen udgøres af fem videnskabelige artikler og en oversigt. Arbejdet er udført under ansættelse på Psykiatrisk Forskningsenhed, Rigshospitalet, i perioden 2003 til 2006.
Formålet var at undersøge hypotesen om en bidirektionel relation mellem Parkinson's disease (PD) og depression.
Metoderne var epidemiologiske populationsundersøgelser, baseret på sygdomsregistrene i Danmark.
Kohorter af patienter i behandling med hhv. antidepressive og antiparkinsonlægemidler samt patienter med hhv. PD- og depressionsdiagnoser (ICD-10, International Classification of Diseases, 10th version) blev sammenlignet med kontrolgrupper bestående af personer i behandling med antidiabetiske lægemidler, patienter med slidgigtsdiagnoser samt personer fra baggrundsbefolkningen.
Resultaterne viste, sammenlignet med kontrolgrupper, at
-
personer i behandling med antiparkinsonmedicin havde større risiko for at få behandling med antidepressiva
-
personer i behandling med antidepressiva havde større risiko for at få behandling med antiparkinsonmedicin
-
personer med diagnosen PD havde større risiko for at få behandling med antidepressiva
-
personer med depressionsdiagnoser havde større risiko for at få behandling med antiparkinsonmedicin.
Desuden fandtes, at næsten dobbelt så mange personer årligt indløste recept på antiparkinson medicin som det estimerede antal PD-patienter i Danmark (hhv. 11.000 og 6.000). De antikolinerge lægemidler var ikke inkluderet. Selvom der findes enkelte andre indikationer for antiparkinsonmedicin end PD, kunne resultatet antyde højere prævalens af PD end hidtil antaget.
Sammenfattende understøtter afhandlingens resultater eksistensen af en bidirektionel relation mellem PD og depression. Baseret på antallet af personer i de forskellige grupper findes det relevant systematisk at undersøge PD-patienter for depression, hvorimod det ikke forekommer hensigtsmæssigt eller nødvendigt systematisk at vurdere alle patienter med depression for tegn på PD.
