Parkinson's disease and deep brain stimulation

Denne ph.d.-afhandling er lavet i et samarbejde mellem Neurologisk afdeling, Klinisk fysiologisk og nuklearmedicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital og Neurokirurgisk afdeling, Rigshospitalet.

Parkinsons sygdom er en fremadskridende lidelse der i første del af sygdomsforløbet kan behandles effektivt med dopaminerge medikamina, men som efter flere års sygdomsudvikling kan være vanskeligt behandlelig medicinsk. Kirurgisk behandling med dyb hjerne stimulation (DBS) i Nucleus Subthalamicus (STN) bilateralt, er en relativt ny behandlingsform til patienter med fremskreden sygdom og komplikationer til den medicinske behandling.

Det primære formål med undersøgelserne, som denne ph.d. omhandler, har været at vurdere den kliniske effekt af denne nye behandling, samt om muligt at visualisere objektive forandringer i hjernen som et resultat heraf.

59 patienter, der opfylder kriterierne for kirurgisk behandling blev undersøgt inden, samt 3 og 12 mdr. efter operationen. De blev udredt grundigt neurologisk og undersøgt med objektive sygdomsmål mhp. evaluering af behandlingseffekt og sygdomsudvikling. I disse undersøgelser indgik vurdering af parkinsonsymptomer v.hj.a. UPDRS, neuropsykologisk testning og SPECT rCBF samt dopamin transporter SPECT.

Vi har vist en god og betydende klinisk effekt af behandlingen. Effekten ses både ved sammenligning af bedste behandlede fase før og efter operation, idet der ses en relativ bedring af UPDRS på 12%, og når man måler effekten af DBS på parkinsonsymptomerne post-operativt, idet der er en relativ bedring på 46%. Denne effekt er mest markant i den sidste del af gruppen af opererede patienter, hvor der er anvendt neurofysiologisk registrering i forbindelse med operationen, idet man i denne gruppe finder en relativ bedring på 54%. Den præoperative registrerede effekt af medicin på patientens symptomer blev fundet signifikant korreleret til effekten af DBS. Vi har ikke påvist en langsommere sygdomsudvikling i forbindelse med behandlingen. Den gennemsnitlige reduktion af binding til dopamin re-uptake sites i striatum af liganden 123I-FP-CIT var per år hos de opererede patienter var 7,7%. Hos en tilsvarende gruppe af patienter, der ikke blev opereret var den gennemsnitlige årlige reduktion 6,6%. En visualisering af ændringer i den regionale blodgennemstrømning i hjernen viste ingen signifikante relative stigninger i aktiveringsmønstret i hjernen. Vi så en relativ reduktion af blodgennemstrømningen i den primære motor cortex og præmotor cortex, der var korreleret til den kliniske effekt af behandlingen.

En relativ reduktion of flow i den præfrontale cortex efter operationen kunne skyldes reduceret tilgængelighed af dopamin, idet den medikamentelle behandling var reduceret betydeligt. En direkte effekt af STN DBS på præfrontale områder er også mulig.