Skip to main content

Patienter med atypiske brystsmerter har større gavn af hjerte-CT end af koronararteriografi

Sammenligning af koronar-CT med invasiv koronarangiografi blandt patienter mistænkt for at have koronarkarsygdom, men atypiske brystsmerter viste, at CT var angiografien overlegen med hensyn til diagnostisk sikkerhed og omkostninger.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

21. nov. 2016
2 min.

Koronararteriografi udføres ved direkte injektion af røntgenkontrast i koronararterierne under røntgengennemlysning gennem en invasiv indgang i patientens arteria illiaca. Undersøgelsen er førstevalg, hvis man har en meget høj mistanke om koronarsygdom, f.eks. blandt patienter med typiske anginøse brystsmerter. Det er imidlertid uafklaret, om den ikkeinvasive hjerte-CT, hvor man i dag kan fremstille koronarkarrene med en høj detaljeringsgrad, er lige så nyttig og sikker til at udelukke betydende koronarsygdom som den invasive angiografi. I den nye undersøgelse blev 340 patienter, som var henvist til invasiv koronarangiografi, men som havde atypiske brystsmerter, randomiseret til enten hjerte-CT eller invasiv koronarangiografi. Man vurderede den diagnostiske værdi af begge undersøgelser, mængden af komplikationer og frekvensen af kardiovaskulær sygdom i de efterfølgende tre år. Antallet af større komplikationer og stråledosis var ens i begge grupper, mens mindre komplikationer var hyppigere i den invasive arm, hvor patienterne også havde en længere indlæggelsesvarighed. Der var samme frekvens af kardiovaskulær sygdom i de to grupper i løbet af den efterfølgende treårige observationsperiode. Forfatterne konkluderer, at hjerte-CT nedsatte behovet for efterfølgende koronararteriografi hos mange patienter og således var en effektiv gatekeeper i denne patientgruppe.

Overlæge Jens Dahlgaard Hove, Hvidovre Hospital: »Dewey et al’s undersøgelse berører et aktuelt emne, nemlig håndteringen af den store gruppe af patienter med atypiske brystsmerter og lav til intermediær sandsynlighed for koronararteriesygdom. I Danmark gennemgår de fleste af disse patienter allerede på nuværende tidspunkt en ikkeinvasiv test i form af arbejds-ekg, myokardiescintigrafi eller hjerte-CT, mens en række europæiske lande i højere grad anvender koronararteriografi. Hjerte-CT er en rigtig god undersøgelse til at udelukke koronararteriesygdom (høj negativ prædiktiv værdi), mens den positive prædiktive værdi stadig er en udfordring. Dewey et al’s studie underbygger sammen med en række tidligere studier den udbredte brug af hjerte-CT til selektering af patienter med lav til intermediær risiko. Imidlertid er studiet i denne sammenhæng relativt lille og det primære effektmål (komplikationer ved proceduren) mindre interessant. Vi afventer derfor med spænding resultatet af den langt større multicenterundersøgelse ,Discharge’«.

Dewey M, Rief M, Martus P et al. Evaluation of computed tomography in patients with atypical angina or chest pain clinically referred for invasive coronary angiography: randomised controlled trial. BMJ 2016;355:i5441.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen