Skip to main content

Patienter med KOL og moderat hypoksæmi har ikke gavn af hjemmeilt

I denne undersøgelse kunne man vise, at patienter med KOL med perifer iltsaturation mellem 89% og 93% eller desaturation til under 90% ved fysisk anstrengelse ikke havde effekt af hjemmeilt målt på overlevelse, indlæggelser eller eksacerbationer.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Peter Lange

10. nov. 2016
3 min.

Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er både på verdensplan og i Danmark den tredjehyppigste dødsårsag. I sin slutfase fører den ofte til arteriel hypoksæmi, som er en signifikant risikofaktor for død. I Danmark får ca. 6.000 patienter med svær KOL og hypoksæmi behandling med ilt i hjemmet (long-term oxygen therapy, LTOT). Patienterne får ilten tilført via et næsekateter i mindst 16 t. i døgnet. Den typiske dosis er 1-2 l/min. Ilten leveres fra en koncentrator, og mange patienter har også mobile iltsystemer, som muliggør, at de kan færdes uden for hjemmet. Rationalet for hjemmeiltbehandling hviler på torandomiserede undersøgelser fra 1970’erne, hvor man kunne vise, at LTOT øgede overlevelsen signifikant hos patienter med KOL og svær hypoksæmi, som blev defineret som arteriel ilttension under 7,3 kPa, hvilket svarer til en perifer iltsaturation på ca. 88%. Hvorvidt LTOT har gavnlige effekter hos patienter med KOL og moderat hypoksæmi og patienter, som har normal saturation i hvile, men falder i saturationved fysisk aktivitet, er uvist.

Den nye amerikanske undersøgelse fandt sted på 42 centre og inkluderede 738 patienter, som blev randomiseret til enten LTOT eller ingen LTOT. Designet var ikkeblændet. Den aktive behandlingsgruppe blev udstyret med både iltkoncentrator og et mobilt iltsystem og skulle anvende ilten i 24 t. i døgnet. Patienterne blev fulgt i 1-6 år med hensyn til overlevelse, indlæggelser og eksacerbationer, og der blev også foretaget målinger af lungefunktion, livskvalitet og af den fysiske form (6-min-gangtest). Studiet viste, at ingen af de målte endepunkter var forbedret i LTOT-gruppen.

Overlæge Thomas Ringbæk, Hvidovre Hospital: ”Resultaterne af denne undersøgelse falder fint i tråd med tidligere forskningsresultater. Ved at bruge observationelle data fra Dansk Iltregister kunne vi vise, at patienter med KOL og svær hypoksæmi havde færre hospitalsindlæggelser efter iværksættelse af hjemmeiltbehandling, mens dette ikke var tilfældet hos gruppen med moderat hypoksæmi. I andre mindre studier af patienter med KOL og moderat hypoksæmi havde ilttilskud heller ingen gavnlige effekter på åndenød eller på livskvalitet – uanset om det blev givet 2 l/min i minimum 15 t. dagligt eller 6 l/min ved fysisk aktivitet. Derfor styrker den nye undersøgelse evidensen bag de eksisterende guidelines, og man kan konkludere, at hjemmeiltbehandlingkun bør tilbydes til patienter med KOL og svær hypoksæmi; det vil i praksis sige en arteriel ilttension på under 7,3 kPa, hvilket svarer til en saturation på <88%”.

The long-term Oxygen Treatment Trial Research Group. A randomized trial of Long-term Oxygen for COPD with moderate desaturation. N Engl J Med 2016;375:1617-27.

TR er medlem af advisoryboard for Boehringer Ingelheim. Har holdt foredrag for Novartis, Boehringer Ingelheim og AstraZeneca. Har deltaget i kongresser betalt af Novartis.