Skip to main content

Patienter, som henvender sig akut i skadestuen på grund af astmaforværring, er ofte rygere

Analyse af næsten 2.000 skadestuekontakter på grund af akut forværring af astma viser høj forekomst af rygning.

X-Ray Image Of Human Chest for a medical diagnosis
X-Ray Image Of Human Chest for a medical diagnosis

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

8. maj 2017
2 min.

De fleste patienter med astma kan i dag behandles så effektivt, at det er muligt at forebygge svære astmaeksacerbationer. Alligevel ser man mange akutte skadestuekontakter på grund af astma. Årsagen kan være meget svær astma, men hyppigere er det utilstrækkelig forebyggende behandling, dårlig medicinadhærens eller faktorer i nærmiljøet, som forværrer tilstanden. I en nyligt publiceret amerikansk undersøgelse er der fokus på tobaksrygning, som hos mange patienter forværrer astma. Blandt ca. 2.000 skadestuekontakter på grund af akut astma i USA i perioden 2011-2012 kunne forfatterne registrere en prævalens af rygning på 36%, hvilket er ca. dobbelt så højt som i den generelle amerikanske befolkning. Blandt andre faktorer som var associeret til behov for skadestuekontakt var høj alder, manglende sygeforsikring og manglende opfølgning hos en astmaspecialist.

Professor, overlæge Vibeke Backer, Bispebjerg Hospital, kommenter: »Det kommer ikke som en overraskelse, at rygning ofte er involveret i akutte astmaforværringer. Vi har udført en dansk astmaundersøgelse med henblik på at analysere luftvejsinflammation før og efter tobaksophør, og i den forbindelse fandt vi, at rygning fortsat forekommer hyppigt blandt danske patienter med astma. I en europæisk undersøgelse af akutte skadestuehenvendelser pga. astma fandt man desuden, at skadestuekontakter især ses blandt dem uden sygeforsikring og dem, som ikke er blevet set af en lungemedicinsk speciallæge inden for de sidste 12 måneder. Vi ved, at inhalationssteroid reducerer antallet af akutte astmaeksacerbationer, men studier tyder på, at vedligeholdelsesdosis bør være højere hos rygende end hos ikkerygende patienter. Alt i alt understreger den nye amerikanske undersøgelse, at blandt patienter, som har astma og har behov for skadestuekontakter, bør man have fokus på rygning, medicinadhærens og planlagt opfølgning i specialistregi«.

Silverman RA, Hasegawa K, Egan DJ et al. Multicenter study of cigarette smoking among adults with asthma exacerbations in the emergency department, 2011-12. Respir Med 2017;125:89-91.

VB er medlem af advisory boards og har holdt foredrag for og har deltaget i kongresser betalt af for AstraZeneca, Novartis, ALKAbello, Sanofi, Norpharma, GSK og TEVA.

Interessekonflikter: ingen.