Patofysiologi og ætiologi af »impaired fasting glycaemia« og »impaired glucose tolerance«

Ph.d.-afhandlingen, der udgår fra Steno Diabetes Center og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, er baseret på baseline og femårs opfølgningsdata fra det danske populationsbaserede Inter99-studie (n ' 3,150). Desuden indgik en tilfældigt udvalgt population (n = 66) af personer med isoleret forhøjet fasteglukose (i-IFG), isoleret glukoseintolerance (i-IGT) eller normal glukosetolerance i et detaljeret fysiologisk studie på Steno Diabetes Center.

En forståelse af de tidlige defekter i udviklingen af type 2-diabetes er vigtig for at optimere og målrette forebyggelsesstrategier. Formålet med dette studie var derfor at lave en detaljeret patofysiologisk og ætiologisk karakterisering af personer, der udvikler i-IFG, i-IGT eller kombinationen af de to stadier (IFG/IGT).

Vi fandt samme grad af betacelledysfunktion hos personer med i-IFG og i-IGT ved brug af intravenøse mål. Ved oral glukosebelastning fandt vi dog en mere reduceret betacellefunktion hos personer med i-IGT end hos dem med i-IFG. Den reducerede betacellefunktion hos dem med i-IGT var associeret med et nedsat niveau af inkretinhormonet GIP. I modsætning hertil havde personer med i-IFG forhøjede niveauer af inkretinhormonet GLP-1, hvilket sandsynligvis var medvirkende til, at deres insulinsekretion og glukosetolerance lå i normalområdet efter oral glukosebelastning. Vi fandt desuden at personer, der udviklede i-IFG, havde en stabil defekt i betacellefunktionen, hvorimod personer, der udviklede i-IGT, havde et progressivt tab af betacellefunktionen.

Den perifere insulinfølsomhed var nedsat hos personer med i-IGT, men ikke hos personer med i-IFG. Leverens insulinfølsomhed var til gengæld mest nedsat hos dem med i-IFG. Personer, der udviklede IFG/IGT, havde mere udtalte defekter i den perifere og hepatiske insulinfølsomhed og i betacellefunktionen end dem, der udviklede enten i-IFG eller i-IGT.

Vores resultater tyder på, at genetiske forhold spiller en væsentlig rolle for udviklingen af defekter i fasteglukosereguleringen, mens livsstilsfaktorer og det intrauterine miljø kan forklare en del af defekterne i den postprandielle glukoseregulering. Dog ses væsentlige kønsforskelle.

Konkluderende viser dette studie, at det er forskellige ætiologiske og patofysiologiske faktorer, der bidrager til udviklingen af defekter i henholdsvis fasteglukosereguleringen og den postprandielle glukoseregulering. Disse fund kan bidrage til at forbedre eksisterende strategier for forebyggelse af type 2-diabetes.