PCOS bliver til PMOS: polyendokrint metabolisk ovariesyndrom
En af verdens mest udbredte hormonelle sygdomme blandt kvinder får nu officielt nyt navn efter en omfattende international konsensusproces.


Redigeret af Camilla Dalby Hansen, camilla.dalby.hansen@rsyd.dk
Professor, endokrinolog, Martin Blomberg Jensen, Afdeling for Hormon- og Stofskiftesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital, kommenterer: »På trods af, at kvinders helbredsproblemer påvirker store dele af verdens befolkning, er tilstande som hormonelle og kardiometaboliske sygdomme, fertilitetsproblemer og psykiske udfordringer stadig utilstrækkeligt håndteret i både forskningsmæssig og klinisk forstand. Et tydeligt eksempel er PCOS [polycystisk ovariesyndrom] og nu PMOS [polyendokrint metabolisk ovariesyndrom], som rammer op imod en ud af otte kvinder fra pubertet til overgangsalder. Trods brede, helbredsmæssige konsekvenser er der først for nylig kommet øget fokus på mekanismer, diagnostik og målrettet behandling. Ændringen af navnet har været lang tid undervejs, den har været grundig og har inddraget patienter i processen, og det nye navn: polyendokrint metabolisk ovariesyndrom, signalerer, at det er en sygdom med mange flere implikationer end ,blot’ ultralydforandringer på ovarierne og uregelmæssig menstruation. Ændringen af navnet er også en katalysator for den proces, der er i gang med at subgruppere patienterne efter forskellige fænotyper, som har forskellig risikoprofil, og som fremover også kan vise sig at være betydende for valg og udvikling at nye typer af behandling ud over p-piller, metformin, vægttabsmedicin m.v.«.
Teede HJ, Khomami MB, Morman R et al. Polyendocrine metabolic ovarian syndrome, the new name for polycystic ovary syndrome: a multistep global consensus process. Lancet; (online 12. maj 2026). https://doi.org/10.1016/S0140-6736(26)00717-8
Interessekonflikter MBJ er founder af XY Therapeutics og har modtaget funding eller honorarium fra Novo Nordisk, Merck, Gedeon Richter, Amgen, Repronovo, Faes Pharma