Skip to main content

Penetrerende ansigtstraume med sømpistol

Fotos er bragt med patientens tilladelse

Emma Julie Hvidberg & Nicolai Holm Kjærgaard

9. mar. 2026
2 min.

En 17-årig mand blev indbragt til skadestuen efter – ved et uheld – at have skudt sig i ansigtet med en sømpistol. Vi blev mødt af en chokeret, men umiddelbart velbefindende patient. Sømhovedet kunne ses foran og over kæberanden på højre side, og spidsen kunne palperes neden for højre øjenkrog. Der havde ikke været blødning, og der fandtes intet unormalt ved kranienerveundersøgelse.

CT med kontrast viste et 10 cm langt søm gående gennem bløddelsvæv i ansigtet. Radiologisk var der udelukkende relation til bløddele på ydersiden af kraniet og ingen relation til større kar og nerver, ansigtsfraktur eller skade på cerebrum.

I generel anæstesi blev sømmet trukket ud med håndkraft. Sårkanalen blev skyllet, og patienten fik profylaktisk dicloxacillin. Grundet sømmets nærhed til tårekanalen blev dennes funktion før og efter fjernelse kontrolleret med fluorescein.

Patienten blev senere på dagen udskrevet velbefindende med sit søm.

Billederne er en illustrativ påmindelse om, at man ved penetrerende traumer skal foretage CT forud for fjernelse, da fremmedlegemet kan tamponere læderede kar, og fjernelse kan medføre sekundære skader, om end denne case lykkeligvis endte godt.

Korrespondance Nicolai Holm Kjærgaard. E-mail: n.kjaergaard@rn.dk

Antaget 23. januar 2026

Publiceret på ugeskriftet.dk 9. marts 2026

Interessekonflikter ingen. Alle forfattere har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Disse er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk

Referencer findes i artiklen publiceret på ugeskriftet.dk

Artikelreference Ugeskr Læger 2026;188:V74002

doi 10.61409/V74002

Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0

Til grafiker: Fotos bragt med patientens tilladelse.