Skip to main content

Peptide YY in human appetite regulation

Cand.scient. Birgitte Sloth: Forf.s adresse: Institut for Human Ernæring, Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturrressourcer, Københavns Universitet. E-mail: bsl@life.ku.dk Forsvaret fandt sted den 6. december 2007. Bedømmere: Anders Sjödin, Bjørn Richelsen og Sten Madsbad . Vejledere: Arne Astrup og Jens Juul Holst .

14. dec. 2007
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er baseret på fire arbejder udgående fra Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet. Peptid YY (PYY) er et 36-aminosyrer-peptid, der udskilles postprandielt fra tarmepitelets L-celler. PYY findes i humant blod i to former; PYY1-36 og PYY3-36. I.v. infusion af PYY3-36 har i humane studier vist sig at resultere i markant nedsat fødeindtag ved efterfølgende måltid, mens der er uoverensstemmelser i resultater fra studier af gnavere. Der har ikke før studierne i denne afhandling været humanstudier til belysning af effekterne af PYY1-36 på appetit, og ligeledes er effekterne af PYY3-36 på human energiomsætning, glukose- og fedtmetabolismen ikke tidligere undersøgt.

Formålet med det første arbejde var at se på effekterne af i.v. PYY-infusion på appetit, energiindtag, energiomsætning, samt glukose- og fedtmetabolisme. Resultater viste, at PYY1-36 sandsynligvis ikke spiller nogen rolle i den fysiologiske regulering af fødeindtag. I.v infusion høj dosis PYY1-36 resulterede i moderat øgning af puls og postprandiel plasma-insulinrespons. Tidligere rapporterede anorexigene effekter af PYY3-36 blev bekræftet, men kan være kvalmeinduceret, da kvalme var en hyppig bivirkning af PYY3-36 i.v. infusionerne, der også forårsagede øget termogenese, lipolyse samt forhøjet postprandielt insulin- og glukoserespons.

Formålet med det andet arbejde var, at se på effekterne af s.c. injektion af PYY på appetit, bivirkninger og lipolyse. Resultaterne viste, at PYY3-36 forårsagede en ikkedosisafhængig forskel i FFA-koncentrationer. Der blev ikke fundet forskelle i katecholaminkoncentrationer, hvorfor lipolyseeffekten højst sandsynligt ikke er medieret gennem en kvalmeinduceret aktivering af det sympatiske nervesystem, men snarere en direkte effekt.

Formålet med det tredje arbejde var, at sammenligne PYY-koncentrationer i overvægtige i forhold til normalvægtige samt før og efter et vægttab. Resultaterne viste, i modsætning til tidligere fund, ingen forskel mellem normal- og overvægtige og før og efter vægttab, i faste PYY-koncentrationer. Derimod blev tidligere fund af nedsat postprandielt PYY-respons i overvægtige sammenlignet med normalvægtige bekræftet.

Formålet i et fjerde arbejde var at sammenligne effekterne på PYY-koncentrationer af seks måneders vægtvedligeholdelsesperiode med tre forskellige kosttyper, efter et initialt vægttab opnået med en lavkaloriepulverdiæt. Resultaterne viste, at en kost med højt indhold af MUFA og lavglykæmiske kulhydrater i sammenligning med en lav-fedt-kost og en konventionel dansk kost resulterede i højere postprandielle PYYkoncentrationer efter et frokosttestmåltid. Derudover fandtes, at koncentrationen af PYY og øvrige mæthedsfremmende tarmhormoner er nedsat efter et vægttab på en lavkalorisk pulverdiæt.