Skip to main content

Personality pathology

Cand.psych. Sebastian Simonsen: Forf.s adresse: Psykiatrien Roskilde, Smedegade 10-16, DK-4000 Roskilde. E-mail: ssi@regionsjaelland.dk Forsvaret finder sted den 24. april 2009, kl. 13.00, Københavns Universitet, Center for Sundhed og Samfund (CSS), Øster Farimagsgade 5, lokale 18.01.11. København. Bedømmere: Lektor Stig Poulsen, Per Pech og professor Andrea Fossati. Vejledere: Lektor Erik Simonsen og lektor Susanne Harder.

7. apr. 2009
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Københavns Universitet, Institut for Psykologi og Psykiatrisk Forskningsenhed, Psykiatrien Roskilde.

Inden for klassifikation af personlighedsforstyrrelser har man gennem en årrække været optaget af, hvordan diagnosticering kan bero på dimensionale modeller. En af de mest indflydelsesrige modeller udspringer af John Livesleys arbejde med dimensional assessment of personality pathology (DAPP-BQ). DAPP-BQ er blevet oversat til dansk og afprøves i denne afhandling både i et klinisk (N = 76) og et ikkeklinisk sample (N = 166). Der findes overvejende støtte for en dansk version af DAPP-spørgeskemaet, og dets begrebsmæssige og prædiktive egenskaber undersøges bl.a. i forhold til afdækning af interpersonelle problemer og i forhold til udbytte af gruppebehandling. Et andet vigtigt formål med afhandlingen er at diskutere implikationerne af at anvende strukturen af patologiske personlighedstræk til at klassificere personlighedsforstyrrelser. For yderligere at kunne udforske strukturen i DAPP-modellen afprøves både en simpel og en kompleks model baseret på et canadisk normativt sample. Disse konfirmative analyser viser, at skalaerne i DAPP-BQ sandsynligvis ikke er unidimensionale. Vigtigheden af at udføre et grundigt item-response-studie i fremtiden understreges, ligesom vigtigheden af yderligere udforskning af betydningen af høje sammenhænge mellem træk i både kliniske og ikkekliniske samples står centralt. Foreløbige udforskninger af den psykologiske mening af disse mønstre viser mulige problemer, der følger af manglende teoretisk integration og sammenhæng i DAPP-modellen.