Phenobarbital versus diazepam til behandling af delirium tremens

Introduktion

Delirium tremens (DT) er en alvorlig og potentielt livstruende tilstand, som kan udvikles under abstinensfasen efter kronisk alkoholforgiftning. I Danmark har barbiturater i over 100 år været brugt til behandling af DT, men internationalt er benzodiazepiner den foretrukne stofgruppe til DT-behandling. Barbiturater har i tidligere danske undersøgelser vist sig at være mere effektive end benzodiazepiner ved DT, men der er en risiko for respirationsproblemer ved overdosering, og derfor har nogle psykiatriske afdelinger i København ændret behandlingsstrategi fra barbiturater til benzodiazepiner. I dette naturalistiske studie var formålet at sammenligne effekt og komplikationshyppighed ved phenobarbital- og diazepambehandling af DT.

Materiale og metoder

Der blev foretaget en retrospektiv gennemgang af journaler fra henholdsvis Rigshospitalets og Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdelinger fra perioden 1998-2006. Patienter med International Classification of Diseases 10-diagnosen F10.4 (DT) blev inkluderet, hvis de havde svære fysiske abstinenssymptomer, synshallucinationer og bevidsthedsplumring. På Bispebjerg Hospital blev patienterne i perioden 1998-2001 behandlet med phenobarbital (n = 53), mens de i perioden 2002-2006 fik diazepam (n = 88). På Rigshospitalet blev alle de inkluderede patienter behandlet med phenobarbital (n = 53).

Resultater

Der var ikke signifikant forskel i middellængden (± standarddeviation) af DT-reaktionen blandt de patienter, der var blevet behandlet med phenobarbital på Rigshospitalet, phenobarbital på Bispebjerg Hospital eller diazepam på Bispebjerg Hospital (5,85 ± 6,3, 5,30 ± 2,6 og 6,64 ± 4,2 dage), ligesom der heller ikke var forskel i indlæggelsestiden mellem de tre grupper (13,0 ± 13, 12,2 ± 10 og 12,3 ± 11 dage). Mortaliteten var på 2%, og respirationsdepression forekom hos 3% uden signifikante gruppeforskelle. Den hyppigste respirationskomplikation var pneumoni, som forekom hos 26% uden signifikante gruppeforskelle. En subpopulation af de diazepambehandlede DT-patienter var behandlingsrefraktære patienter (9%), og derfor blev deres behandling ændret til phenobarbital. Wernickes encefalopati var hyppigt forekommende (47%), men der var ikke forskel i hyppigheden af denne tilstand mellem grupperne (Tabel 1).

Konklusion

Phenobarbital var mindst lige så effektivt som diazepam ved DT. Der var ikke forskel i hyppigheden af komplikationer ved de to behandlinger. Respirationsdepression forekom sjældent, mens pneumoni var et hyppigt fænomen, som måske kan forebygges ved aggressiv abstinensbehandling. I hospitalsregi synes både diazepam og phenobarbital at være relativt sikre præparater ved DT, men selv om risikoen for respirationsobstruktion er lille, bør alle patienterne overvåges intensivt i begyndelsen af behandlingen for om nødvendigt hurtigt at kunne gribe ind ved respirationsinsufficiens.

Dette er et resume af en originalartikel publiceret på www.danmedbul.dk som Dan Med Bul 2010;57(9):A4169.