Forekomst af venøs trombose hos yngre individer uden oplagt forklaring medfører som regel udredning for trombofili. Pakken i dag indeholder både enkelte gener samt biokemiske mål for proteinaktivitet. Et nyt studie baseret på »genome-wide« metaanalyse viser, at risikoen for trombose kan være betydelig, hvor vi ikke tidligere havde biokemiske/genetiske data for samme. Desuden viser arbejdet, at en enkelt mutation i koagulationsfaktor V ikke nødvendigvis altid medfører øget risiko.
Afdelingslæge, ph.d. Stefan Stender, Afdeling for Klinisk Biokemi, Rigshospitalet, kommenterer: »Dette elegante og omfattende studie inkluderede mere end 1,5 mio. individer, som alle ved hjælp af en genchip havde fået målt bærerstatus for millionvis af forskellige genvarianter. For hver af disse varianter undersøgtes dens effekt på risikoen for at udvikle venøs trombose : dyb venøs trombose og/eller lungeemboli. Den største effekt sås for den velkendte faktor VLeiden-mutation, som i homozygot form øgede risikoen for venøs trombose syvfold. I alt fandtes 93 risikovarianter, hvoraf 62 ikke var kendt før dette studie. De nye risikovarianter havde hver for sig små klinisk ubetydelige effekter. Men mange bække små gør en stor å, også genetisk. Efter at samle mere end 1 mio. varianters effekter i en såkaldt polygen risikoscore [PRS] fandtes, at øverste 0,1% af PRS’en havde samme effekt på venøs trombose som faktor VLeiden-homozygoti. Omvendt gav en lav PRS en markant nedsat risiko: Faktor VLeiden-heterozygote med PRS i laveste 10% havde samme risiko for at udvikle venøs trombose som baggrundsbefolkningen. Studiets resultater indikerer, at en sådan trombose-PRS måske kan bidrage til risikovurderingen af patienter med trombofili. Afklaringen af dette kræver kliniske, randomiserede forsøg. Den øgede brug af helgenomsekventering i det danske sundhedsvæsen vil danne basis for at undersøge – og potentielt implementere – PRS’er klinisk i fremtiden«.
INTERESSEKONFLIKTER: ingen
