Skip to main content

Population study of tissue Doppler echocardiography

Læge Rasmus Møgelvang: Forf.s adresse: Byvolden 8, DK-4000 Roskilde. E-mail: Rasmus.Mogelvang@get2net.dk Forsvaret finder sted den 20. februar 2009, kl. 14.00, Store Auditorium, Gentofte Hospital, Hellerup. Bedømmere: Lars Køber, Finn Gustafsson og Kjetil Steine, Norge. Vejledere: Jan Skov Jensen og Peter Søgaard .

6. feb. 2009
2 min.

Ph.d.-afhandlingen blev udført ved Østerbroundersøgelsen og Kardiologisk Afdeling, Gentofte Hospital, med det formål at undersøge associationen i befolkningen mellem kardial dysfunktion påvist ved vævs-Doppler-ekkokardiografi (TDI) og hypertension, diabetes, iskæmisk hjertesygdom og forhøjet plasma-pro-brain natriuretic peptide (BNP)-koncentration i forhold til alder og køn samt mortalitet.

Ved den fjerde Østerbroundersøgelse, som er en stor kardiovaskulær befolkningsundersøgelse, fik 1.100 tilfældigt udvalgte deltagere foretaget både konventionel ekkokardiografi og TDI.

Ved TDI blev der påvist kardial dysfunktion ved hypertension, diabetes eller iskæmisk hjertesygdom, uafhængigt af kliniske eller konventionelle ekkokardiografiske oplysninger. TDI-parametrene var meget aldersafhængige. Ligeledes var nedsat kardial funktion ved TDI en signifikant og uafhængig prædiktor af forhøjet plasma-proBNP og mortalitet. Ved underinddeling af studiepopulationen i tertiler af kardial dysfunktion ved TDI observeredes det, at risikoen for død steg med stigende tertiler. Således havde personer i højeste tertil 2,5 gange så stor risiko for død som de personer, der var i laveste tertil, på trods af justering for klinisk og konventionel ekkokardiografisk information. Til gengæld gav konventionel ekkokardiografi ingen yderligere information om risiko for død.

Sammenfattende kan det konkluderes, at kardial dysfunktion bedømt ved TDI i befolkningen er associeret med hypertension, diabetes, iskæmisk hjertesygdom, forhøjet plasma-proBNP og risiko for død uafhængigt af konventionel ekkokardiografi. Dette tyder på, at TDI har potentiale til at detektere tidlig kardial dysfunktion med, formentlig selv ved en normal konventionel ekkokardiografisk undersøgelse.