Skip to main content

Predictors and risk factors for atopic dermatitis in early infancy

Læge Liselotte Brydensholt Halkjær: Forf.s adresse: Skovvej 34, DK-2820 Gentofte. E-mail: liselotte.brydensholt@dadlnet.dk Forsvaret finder sted torsdag den 28. september 2006, Store Auditorium, Amtssygehuset i Gentofte, Hellerup. Bedømmere: Henrik Permin, Carsten Bindslev-Jensen og Kirsten Skamstrup Hansen. Vejledere: Hans Bisgaard, Tove Agner og Lone Skov .

16. okt. 2006
2 min.

Ph.d.-afhandlingens primære formål var at beskrive udviklingen af atopisk dermatitis (AD) i de tre første leveår ved at kortlægge skiftende lokalisationer af AD set i forhold til alder, at beskrive sværhedsgraden af AD i løbet af de tre års opfølgning og at identificere tidlige eksemlokalisationer, som prædikterer udvikling af AD ved treårsalder. Det sekundære formål var at identificere prænatale og perinatale risikofaktorer for AD ved treårsalder set i forhold til arvelighed, social status, prækonceptionsdata, prænatale komplikationer, prænatale ekspositioner og fødselsdata.

Studiet var baseret på COPSAC (COPenhagen Study on Asthma in Children)-kohorten, som er en prospektiv longitudinal fødselskohorte af børn, født af mødre med astma. Børnene blev fulgt i tre år med planlagte halvårlige konsultationer - foruden akut ved eksemklager. Kohorten blev rekrutteret fra Storkøbenhavn, og børnene blev fulgt på COPSAC-klinikken, som stod for diagnoser og behandling. I alt 411 børn blev inkluderet i kohorten. AD diagnosticeredes ved Hanifin & Rajka-kriterier og AD-sværhedsgrad ved SCORAD. Prædiktive odds ratios for tidlige eksemlokalisationer blandt dem, der fik AD, versus dem, der ikke fik AD, blev beregnet. Præliminære odds ratios- estimater for udvikling af AD ved treårsalder sat i forhold til arvelighed, prænatale og perinatale faktorer blev præsenteret. Den kumulative incidens af AD ved treårsalder var 44%. Prævalensraten for drenge toppede ved to år og for piger ved to et halvt år, men der sås ingen kønsforskel mellem andelen af piger og drenge, der udviklede AD ved treårsalder. AD debuterede i hovedbund, pande, ører og hals som en elefanthue og involverede derefter extensor-sider af ekstremiteter, øvrige ansigt, truncus og sidst flexor-sider af ekstremiteter. De fleste børn præsenterede mild til moderat eksem uden kønsforskel i AD-sværhedsgrad. Sværhedsgraden af AD faldt med alderen. Tidlige eksemelementer på arme og led prædikterede AD-udvikling inden treårsalder bedst.

COPSAC-kohorten er en fødselskohorte, der følger børn med høj risiko for at udvikle atopi. Selektionen medfører, at resultaterne muligvis må tages med forbehold, og validering kan blive nødvendig i baggrundsbefolkningen.

Ph.d.-afhandlingens formål var at undersøge kliniske prædiktorer og risikofaktorer for AD i tidlig barndom, som kan medvirke til tidlig intervention og håb for forebyggende strategier i fremtiden.