Skip to main content

Pregnant women with epilepsy

Læge Dorte Kjær: Forf.s adresse: Epidemiologisk Afdeling, Institut for Folkesundhed, Bartholin Allé 2, Bygning 1260, Aarhus Universitet, 8000 Århus. E-mail: dkkj@soci.au.dk Forsvaret fandt sted fredag den 6. februar, 2009. Bedømmere: Torbjörn Tomson, Sverige, Helle Kieler, Sverige, og Mette Nørgaard. Vejledere: Jørn Olsen, Jakob Christensen, Mogens Vestergaard og Henrik Toft Sørense.

13. feb. 2009
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Epidemiologisk Afdeling, Institut for Folkesundhed, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Afhandlingens manuskripter består af tre artikler, hvoraf to er publiceret internationalt.

Formålet var at undersøge sammenhængen mellem antiepileptisk medicin brugt i graviditeten og medfødte misdannelser hos børnene, at studere om folinsyre har beskyttende effekt taget sammen med antifolat antiepileptisk medicin og at udforske sammenhængen mellem moderens epilepsi (med eller uden behandling med antiepileptisk medicin) og adfærdsmæssige problemer hos børn i førskolealderen.

Epilepsi forekommer hos 0,3-0,6% af gravide kvinder. Visse typer antiepileptisk medicin har føtotoksiskt potentiale, bl.a. valproat, fenytoin, primidon, fenobarbital, topiramat og levetiracetam. Derimod ser lamotrigin og karbamazepin ud til at have lavere teratogent potentiale. Nogle af stofferne mod epilepsi har en intenderet folinsyrereducerende effekt, da man i tidligere studier har påvist, at en høj folinsyrekoncentration i blodet var associeret med øget forekomst af krampeanfald hos personer med epilepsi. Folinsyretilskud fra tidlig graviditet kan muligvis reducere risikoen for at få børn med medfødte misdannelser efter medicineksponering hos gravide med epilepsi.

Studie 1 og studie 2 var baseret på et populationsbaseret ungarsk case-kontrol-overvågningsprogram af medfødte misdannelser med oplysninger om 22.843 børn med medfødte misdannelser og 38.151 børn uden misdannelser. I første studie undersøgte vi teratogeniciteten af diazepam, fenytoin og fenobarbital i et case-time -kontrolstudie. I andet delprojekt udførte vi et case-kontrol-studie af medicin mod epilepsi, folinsyretilskud og medfødte misdannelser. Fokus var antifolatvirkende stoffer; karbamazepin, fenytoin, fenobarbital og primidon i tidlig graviditet.

Studie 3 var baseret på Bedre Sundhed for Mor og Barn (1996-2002) med informationer om helbred, uddannelse, medicinindtag og livsstil fra mere end 100.000 gravide. I et opfølgningsstudie undersøgte vi adfærdsmæssige problemer hos børn, der var fire eller fem år og født af kvinder med epilepsi med eller uden brug af medicin mod epilepsi sammenlignet med børn født af kvinder uden epilepsi. Vi benyttede et spørgeskema om barnets udvikling mht. opførsel, Strengths and Difficulties Questionnaire (SDQ).

Vi fandt, at brug af diazepam i tidlig graviditet øgede risikoen for at føde et barn med medfødte misdannelser. Vi fandt, at folinsyretilskud i tidlig graviditet så ud til at reducere den teratogene effekt af enkeltstående misdannelser, når karbamazepin, fenytoin eller primidon bruges. Slutteligt fandt vi, at børn, der var udsat for medicin mod epilepsi som fostre, havde en øget risiko for abnorm adfærdsmæssig udvikling sammenlignet med børn af kvinder med epilepsi uden medicinsk behandling. Folinsyre til gravide i antiepileptisk behandling kan muligvis reducere denne risiko.