Skip to main content

Prescribing of antidepressants: a pharmacoepidemiological study of patient and physician factors in general practice

Læge Dorte Gilså Hansen: Forf.s adresse: Fuglebakken 20, Strib, DK-5500 Middelfart. E-mail: dgilsaa@health.sdu.dk Forsvaret finder sted den 5. marts 2004, kl. 14.00, i Aarestrup Auditoriet, Klinikbygningen, Odense Universitetshospital, Odense. Bedømmere: Lars Vedel Kessing, Kaare Christensen og Anders Håkansson , Sverige. Hovedvejleder: Jakob Kragstrup .

4. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-studiet blev udført ved Forskningsenheden for Almen Medicin, Syddansk Universitet, Odense, i perioden 2000-2003. Formålet var at analysere forbruget af antidepressiva i befolkningen og forskelle i praktiserende lægers ordinationsmønstre. Tre farmakoepidemiologiske undersøgelser med data fra Odense Universitets Pharmakoepidemiologiske Database, Sygesikringsregistret, Psykiatrisk Centralregister og Danmarks Statistik vedrørende indbyggere og praktiserende læger i Fyns Amt (~470.000/307) blev gennemført. Vi analyserede betydningen af patientkarakteristika (demografiske og socioøkonomiske data samt psykiatrisk anamnese) og lægekarakteristika (aktivitetsniveau, totalt lægemiddelforbrug, lægealder, praksisstørrelse etc.) for start af behandling, valg mellem nye og gamle antidepressiva samt forekomsten af meget kortvarig behandling.

Førstegangsordination var hyppigere blandt personer med lav social status, kvinder og ældre. Hver tredje patient indløste kun en enkelt recept i et behandlingsforløb, hvor personer med lav social status eller ordination fra praksis med stort lægemiddelforbrug var i særlig risiko. Lægers ordination af antidepressiva varierede ikke mere end ordinationen af andre lægemidler, men forbruget af antidepressiva var associeret med det samlede lægemiddelforbrug og brugen af samtalebehandling. Valg mellem tricykliske og nyere antidepressiva viste ikke social ulighed, og forskellen mellem lægepraksis var ganske beskeden. Kompliansforbedrende tiltag bør øge opmærksomheden over for socialt dårligt stillede patienter og måske tage udgangspunkt i læger, der ordinerer meget medicin.