Skip to main content

Prevention of irritant skin reactionsin relation to wet work

Elisabeth Held: Elisabeth Held

2. nov. 2005
2 min.

Effect of moisturizers, gloves and educational programs

Ph.d.-afhandlingen er udarbejdet ved Amtssygehuset i Gentofte, dermatologisk afdeling. I afhandlingen indgår syv artikler.

Kontakteksem er den hyppigst anerkendte arbejdsbetingede sygdom i Danmark. »Vådt arbejde«, dvs. arbejde hvor hænderne er våde >2 timer dagligt, hvor handsker anvendes ofte, eller der er hyppig håndvask, er en væsentlig risikofaktor for udvikling af irritativt kontakteksem (ICD) på hænderne. Afhandlingen omhandler forebyggelse af kontakteksem i våde erhverv.

Klinisk eksperimentelle undersøgelser: En human testmodel til afprøvning af fugtighedscremer på eksperimentelt fremkaldt ICD blev udviklet og afprøvet. Forskellige fugtighedscremer blev testet i denne model. Alle cremerne havde en positiv indvirkning på hudens barrieregendannelse. Cremer med et højt lipidindhold havde signifikant bedst effekt.

Effekten af daglig applikation gennem uger af fugtighedscreme på normal hud før irritativ challenge blev testet i et langtids- og et korttidsstudie. Begge viste, at længerevarende applikation af fugtighedscreme på normal hud kan bevirke en øget modtagelighed over for irritanter. Kombinationseffekten af fugtighedscreme og handsker på hud med eksperimentel ICD blev undersøgt, og det blev påvist, at en fugtighedscreme, der blev anvendt på ICD før handskebrug, havde en beskyttende effekt.

Kliniske interventionsstudier: Et uddannelsesprogram for ansatte i »våde erhverv« og et hudplejeprogram, der var baseret på evidens fra klinisk eksperimentelle studier, blev udarbejdet og afprøvet på henholdsvis social- og sundhedsassistenter under uddannelse og plejehjemsansatte med vådt arbejde i to interventionsstudier. Begge studier inkluderede en interventionsgruppe og en kontrolgruppe med samme daglige eksponering. Interventionsgruppen gennemgik et undervisningsprogram i hudpleje. Interventionen formåede at højne vidensniveauet, at ændre den daglige adfærd i relation til vådt arbejde og at reducere antallet af hudproblemer.

Forf.s adresse: Ordrupdalvej 13, 2920 Charlottenlund.

E-post: elisabeth-held@dadlnet.dk

Forsvaret finder sted den 5. marts 2002, kl. 15.00, Store Auditorium, Amtssygehuset i Gentofte, Hellerup.

Bedømmere: Peter Elsner, Klaus Ejner Andersen og Gunhild R. Lange Skovgaard.