Skip to main content

Primære lymfomer er sjældne i øjenregionen

Månedens billede.
Månedens billede.

Lisa Eilenberg Søgaard, Øjenafdelingen, Odense Universitetshospital, E-mail: lisa.eilenberg@gmail.com & Steffen Heegaard, Øjenafdelingen, Glostrup Hospital Ugeskr Læger 2015;177:V66166

25. maj 2015
2 min.

Hos en 85-årig tidligere sund og rask kvinde blev der under et tandlægebesøg tilfældigt fundet en laksefarvet prominens i konjunktiva på højre øje. Kvinden havde ingen subjektive gener fra øjet. Biopsi fra tumoren viste konjunktivalt lymfom af typen ekstranodalt marginalzonelymfom. Yderligere undersøgelser viste ingen tegn på spredning. Der blev derfor iværksat lokalbehandling efter retningslinjer med elektronbestråling på 26 Gy med fem fraktioner pr. uge i to uger. Tolv måneder efter behandlingerne var patienten i velbefindende uden okulære gener og uden recidiv.

Primære lymfomer i øjenregionen er sjældne med en incidens på 2,49% pr. million og kan være asymptomatiske [1-3]. Diagnosen kan forsinkes på grund af manglende symptomer, og da konjunktivale lymfomer ligner allergiske – og kroniske – konjunktivitter [1, 4], kan forveksling ske. Derfor skal alle laksefarvede asymptomatiske prominenser i øjet undersøges histologisk. Standardbehandlingen ved lokaliseret sygdom er strålebehandling, som hos nogle patienter kan give bivirkninger i form af tørre øjne, kataraktudvikling og retinopati, risikoen herfor reduceres betragteligt, hvis stråledosis holdes under 30 Gy [5].

 

Interessekonflikter:

Referencer

Litteratur

  1. Vollmer L. The diagnosis and management of ocular lymphoma. Optom Vision Sci 2013;90:e56-62.

  2. Sjö LD, Heegaard S, Prause J et al. Extranodal marginal zone lymphoma in the ocular region: clinical, immunophenotypical, and cytogenetical characteristics. Invest Opht Vis Sci 2009;50:515-22.

  3. Russell W, Herskovic A, Gessert D et al. Ocular adnexal MALTomas: case series of patients treated with primary radiation. Clin Adv Hematol Oncol 2013;11:209-14.

  4. Hata M, Miyamoto K, Ogino K et al. Conjunctival extranodal marginal zone lymph-oma of mucosa-associated lymphoid tissue in the fornix: do not overlook conjunctival lymphoma. Clin Ophtalmol 2013;7:663-6.

  5. Goda J, Le L, Lapperriere N et al. Localized orbital mucosa-associated lymphoma tissue lymphoma managed with primary radiation therapy: efficacy and toxicity. Int J Radiat Oncol Biol Phys 2011;8:e 659-666.