Content area

|
|

Progression and remission of nephropathy in type 2-diabetes

Forfatter(e)
Læge Kasper Rossing: Forf.s adresse: Malmmosevej 81b, DK-2830 Virum. E-mail: karo@steno.dk Forsvaret finder sted 23. marts 2007, kl. 14.00, Lille Auditorium Herlev, Herlev Hospital. Opponenter: Carl Erik Mogensen og Niels Juel Christensen. Afhandlingen kan rekvireres vederlagsfrit ved kontakt til: Ingelise Holstein, Steno Diabetes Center, Niels Steensens Vej 2, 2820 Gentofte, tlf.: 44 43 90 22, e-mail: ingh@steno.dk

Disputatsen udgår fra Steno Diabetes Center og baseres på ni originalarbejder og en sammenfattende oversigt. Formålet med disputatsen var at undersøge progression og remission samt nye strategier for monitorering og behandling af diabetisk nyresygdom blandt patienter med type 2-diabetes.

Et longitudinelt observationsstudie med syv års opfølgning omfattende alle type 2-diabetes-patienter med nefropati fulgt på Steno Diabetes Center påviste, at stigende grader af albuminuri, forhøjet blodtryk, dårlig glykæmisk kontrol og rygning er forbundet med øget progression af diabetisk nyresygdom og mortalitet. Som et nyt fund fandtes endvidere, at selv moderate reduktioner i hæmoglobin også inden for normalområdet er associeret med øget tab af nyrefunktion. Det blev påvist, at blandt type 2-diabetes-patienter med nefropati er der en høj forekomst (35%) af patienter med albuminuri i det nefrotiske område (albuminuri > 2.500 mg/døgn). Det blev også dokumenteret, at aggressiv blodtrykssænkende behandling resulterer i vedvarende remission hos 25% af patienterne, hvilket er forbundet med en væsentlig nedsat risiko for kronisk nyresvigt og præmatur død.

En serie af randomiserede dobbeltblindede kliniske korttidsstudier viste, at intensiveret medikamentel blokade af renin-angiotensin-aldosteron-systemet (RAAS) enten gennem 1) øget dosering af angiotensin 2-receptor-blokkere (ARB), 2) dual RAAS-blokade (kombinationsbehandling med ACE-hæmmer og ARB) eller 3) aldosteronblokade med spironolakton givet i tillæg til ACE-hæmmer/ARB medfører yderligere reduktion i albuminurien, hvilket er den stærkeste prædiktor for en forbedret prognose på lang sigt herunder nedsat risiko for udvikling af terminalt nyresvigt og hjerte-kar-sygdom. Der mangler fortsat langtidsstudier mhp. effekt på primære renale endepunkter.

Proteomanalyse med kapillær elektroforese koblet direkte til et massespektrometer blev anvendt til at danne et »diabetisk nyresygdomsmønster« bestående af i alt 113 polypeptider, der hver især adskiller sig signifikant hos diabetespatienter med og uden diabetisk nyresygdom. Tolv ad disse polypeptider var kendt og omfatter: fragmenter af albumin, Tamm-Horsefall-protein og kollagen. Ydermere blev det påvist, at behandling med en ARB normaliserede 15 af disse 113 polypeptider. Fremtidige langtidsstudier er nødvendige for at afgøre den diagnostiske og prognostiske værdi af proteomanalyse ved diabetisk nyresygdom.

Reference: 
Ugeskr Læger 2007;169(11):
Blad nummer: 

Right side

af Simon Graff | 27/09
4 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer
af Sigrid Bjerge Gribsholt | 19/09
2 kommentarer
af Thomas Edgar Lauritzen | 17/09
1 Kommentar
af Claus Bisgaard | 16/09
4 kommentarer
af Robert F. Chouinard | 09/09
1 Kommentar