Skip to main content

Prokalcitonin som biomarkør hos voksne med samfundserhvervet pneumoni

Peter Berg & Bjarne Ørskov Lindhardt Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling, Hillerød Hospital

24. aug. 2012
2 min.

INTRODUKTION

Lovende resultater i forhold til risikovurdering og behandlingstiltag er i de seneste år fremkommet af studier af biomarkøren prokalcitonin (PCT) hos voksne patienter med samfundserhvervet pneumoni.

METODE

Artikler på engelsk, tysk og svensk om emnet blev i dette studie fundet via en systematisk søgning i PubMed og Cochrane Library.



RESULTATER

Gennemgangen af artiklerne viste, at niveauet af PCT kan korreleres til de to mest anvendte scoringssystemer til monitorering af pneumoni (CURB65 og Pneumonia Severity Index) og således udgøre et supplement til disse. Ydermere findes indicier for højere PCT-niveauer ved typisk bakteriel ætiologi end ved atypisk eller viral pneumoni, og PCT ser ud til at kunne skelne astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) i akut udbrud, der ikke kræver antibiotika, fra behandlingskrævende pneumoni. I forlængelse heraf har flere større studier samt en metaanalyse vist en markant reduktion af antibiotikaforbruget i sygehusregi ved brug af en behandlingsalgo ritme baseret på PCT uden øget risiko for komplikationer og død.

KONKLUSION

Overordnet set bør PCT altid tolkes i sammenhæng med en grundig klinisk undersøgelse og bør endvidere opfattes som en prognostisk frem for en diagnostisk markør. PCT kan muligvis hjælpe til at sænke antibiotikaforbruget, men yderligere forskning er her påkrævet. Af problemer med litteraturen skal nævnes afvigelser i design, diagnosekriterier og generel kvalitet af studierne samt anvendelsen af forskellige biokemiske metoder til måling af PCT. Endelig skal risikoen for publikationsbias overvejes.

Danish medical JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(3):A4357