Skip to main content

Proteoglycans and hyaluronan in human fetal membranes - an active remodeling process in preterm and term labor

Mette Meinert Risager: Forf.s adresse: Y-Forskningslaboratoriet, afdeling Y, Skejby Sygehus, 8200 Århus N. Forsvaret finder sted den 25. januar 2002, kl. 13.00, Auditorium A, Skejby Sygehus. Bedømmere: Thomas Ledet, Gunvor Ekman-Ordeberg , Sverige, og Ingemar Carlstedt, Lund. Vejledere: Niels Uldbjerg, Gitte Valsted Eriksen og docent, ph.d. Anders Malmström, Sverige.

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er udgået fra Y-Forskningslaboratoriet, gynækologisk obstetrisk afdeling Y, Skejby Sygehus, Aarhus Universitetshospital.

Den intakte fosterhinde beskytter under graviditeten barnet i livmoderen. Fosterhinden består af to lag; amnion der er den styrkebærende komponent og er rig på decorin og kollagen, og chorion, der er mere cellulær.

Formålet var at beskrive om ændringer i sammensætningen af centrale bindevævskomponenter som proteoglykaner, hyaluronan og kollagen kan relateres til de ændringer, der finder sted i fosterhinden under graviditeten og fødselen. Herudover er regionale forskelle i fosterhinden og effekten af chorioamnionitis undersøgt.

Under graviditeten skete der en langsom remodellering af fosterhinden med et fald i koncentrationen af decorin og en øgning af biglykan i amnion.

Spontan fødsel til termin var associeret med en accelereret modningsproces i ekstracellulær matrix. En gelationøs substans separerede amnion og chorion og indeholdt en høj koncentration af hyaluronan. Koncentrationen af biglykan og hyaluronan øgedes markant mere i fosterhinden end i fosterhinder fra elektiv sectio. Ved rupturstedet fandtes en signifikant lavere koncentration af decorin og kollagen.

Fosterhinder fra præterm fødsel havde en høj koncentration af decorin og en lav koncentration af biglykan. Herudover var svær chorioamnioitis ved præterm fødsel associeret med udtalt degradering af proteoglykaner og lav koncentration af hyaluronan.

Under graviditeten modnes fosterhinden og ved fødsel til termin sker en hurtig remoduleringsproces, der sandsynligvis fremmer hinderuptur og selve fødslen. Denne proces ligner den inflammatoriske proces, der fører til opmodningen af cervix ved fødslen.