Rabdomyolyse hos en ung kvinde efter elektronisk muskelstimulationstræning

Rabdomyolyse er karakteriseret ved nedbrydning af skeletmuskulatur, hvorved der frigøres intracellulære bestanddele til blodbanen, herunder kreatinkinase, myoglobin, laktatdehydrogenase og elektrolytter. De udløsende årsager til rabdomyolyse kan være erhvervede eller medfødte/arvelige. De erhvervede omfatter bl.a. vævstraume, stød, immobilisering, bivirkning ved lægemidler, toksiner, herunder alkohol og narkotika, udtalt fysisk anstrengelse, kramper samt infektioner, mens de arvelige bl.a. omfatter metaboliske og mitokondrielle defekter, muskulære dystrofier samt seglcellesygdom [1, 2].

Muskelsmerter, muskelsvaghed og mørkfarvet urin pga. myoglobinuri udgør den klassiske symptomtriade, som observeres i op til 10% af tilfældene. Rabdomyolyse kan ligeledes give uspecifikke symptomer såsom feber, kvalme og takykardi eller være asymptomatisk [2].

Behandlingen består i korrektion af den tilgrundliggende årsag, f.eks. seponering af lægemidler samt tidlig væsketerapi mhp. genoprettelse af normovolæmi bl.a. for at beskytte nyrerne mod affaldsstoffer fra muskelhenfald og volumendepletion. Ved akut nyrepåvirkning kan dialyse være indiceret. Ved kredsløbssvigt, akut nyresvigt, elektrolytderangering og syre-base-forstyrrelser kan rabdomyolyse være potentielt livstruende [1, 2].

SYGEHISTORIE

En 31-årig kvinde med hypotyreose (velbehandlet med levothyroxin) blev henvist af egen læge til akutmodtagelsen pga. mørkfarvet urin og tiltagende muskelsmerter.

To dage forinden havde hun for første gang udført helkrops elektronisk muskelstimulation (EMS)-træning superviseret af en instruktør. Patienten, der var træningsvant og løbetrænede flere gange ugentligt, gennemgik en 20 minutters træningssession iført en EMS-dragt med indbyggede elektroder, der leder elektriske impulser. Træningssessionen involverede funktionel træning med håndvægte på 1,5 kg. Endvidere løb patienten dagen inden indlæggelsen 4 km i roligt tempo.

Ved indlæggelsen fandt man ved objektiv undersøgelse intet abnormt. De biokemiske undersøgelser viste flg. niveauer: P-kreatinkinase (CK) 141.000 E/l, P-alaninaminotransferase (ALAT) 567 E/l, P-laktatdehydrogenase (LDH) > 2.500 E/l og P-myoglobin 5.951 μg/l (Figur 1). Der var ingen påvirkning af nyretal, væsketal eller andre organmarkører herunder international normaliseret ratio og basisk fosfatase. Patienten var eutyroid. En urinstiks var positiv for blod og protein, og et ekg var upåfaldende. Der var ingen tegn til kompartmentsyndrom, og patienten blev indlagt til væskebehandling under diagnosen erhvervet rabdomyolyse.

Alternative årsager til rabdomyolyse blev afsøgt og afvist, herunder andre traumer, kramper, lægemidler (herunder statiner), narkotika, alkohol, elektrolytforstyrrelser og aktive infektioner. Der blev podet for COVID-19, influenza A og B og foretaget serologisk udredning for Epstein-Barr-virus, varicella-zoster-virus, cytomegalovirus, herpes simplex-virus 1 og 2, adenovirus og hiv.

Efter to døgn med væskebehandling givet per os og i.v. samt tilstræbte diureser på 200-300 ml/t. kunne patienten overgå til orlov. Efter yderligere fire døgns væskebehandling i eget hjem fandtes klinisk og biokemisk bedring, og hun blev udskrevet.

Ved efterfølgende ambulante opfølgninger berettede hun om ubehag fra flere organsystemer, men der fandtes ingen kliniske eller parakliniske tegn på komplikationer eller organskade (Figur 1).

DISKUSSION

Der blev rejst mistanke om rabdomyolyse pga. forudgående uvant helkrops EMS-træning, muskelsmerter og mørkfarvet urin, hvilket blev bekræftet af forhøjede værdier af CK, myoglobin og LDH.

Træningsinduceret rabdomyolyse kan ses ved større muskulær belastning og er tidligere rapporteret hos personer, der har udført for eksempel crossfit og anden ekstremsport [2]. Såvel lokal EMS af enkelte muskelgrupper som helkrops EMS benyttes til visse patientgrupper, der ikke kan udføre konventionel træning, og har i stigende grad vundet indpas blandt både atleter og utrænede personer mhp. potentielt at øge træningseffekten [2]. I flere tilfælde har EMS-træning medført udvikling af rabdomyolyse [2-4]. Det har fået fagfolk til at efterspørge kvalificeret og autoriseret brug af EMS med udvikling af sikre og validerede guidelines, herunder grundig information om mulige bivirkninger og mulighed for regulatorisk indgriben ved uagtsomt brug [2, 4, 5].

Sygehistorien illustrerer, hvordan træning iført helkrops EMS-træningsdragt kan bevirke behandlingskrævende rabdomyolyse hos et ellers træningsvant individ efter en enkelt session, og fremhæver vigtigheden af at erkende EMS som risikofaktor for udvikling af rabdomyolyse.