Realistisk Uden Målebånd? SkeleTsnedkERes STørrelsesvurdering Af Naturlige Genstande (RUMSTERSTANG)

Evnen til at vurdere afstande og længder med øjemål er en basal kognitiv færdighed, som ofte har praktisk betydning i både klinisk og kirurgisk sammenhæng. Trods dette er der begrænset viden om, hvorvidt forskellige lægefaglige specialer adskiller sig i deres evne til at estimere mål. I kirurgien indgår længdeestimater hyppigt f.eks. ved vurdering af incisioners størrelse, længde af instrumenter eller afstande i operationsfeltet. I akut regi vurderes desuden hyppigt størrelse på læsioner og fremmedlegemer. Ved sektorovergange vil der desuden typisk være telefonisk kontakt mellem læger fra forskellige specialer, hvor disse mål skal kunne overdrages. Det er derfor nærliggende at undersøge, om specialisering har indflydelse på præcisionen af sådanne vurderinger. Det kan antages, at urinvejskirurger gennem deres kliniske praksis udvikler en særlig evne til at estimere anatomiske størrelser ved hjælp af f.eks. sammenligning med egen håndstørrelse eller anden anatomi. Det er derfor en nærliggende hypotese, at dette speciale kan have en fordel i forhold til andre kirurgiske specialer, når det gælder vurdering af afstande under en vis størrelse. Omvendt har tidligere studier identificeret ortopædkirurger som både stærke og kloge [1], andre har desuden identificeret seniorortopædkirurgers evne til at accelerere tiden [2]. Ingen ved dog, om de også besidder overmenneskelige evner ud i øjemål.

Formålet med dette studie var derfor at undersøge, hvorvidt læger inden for forskellige kirurgiske specialer har et virkelighedstro øjemål - med særligt fokus på, om der er forskel mellem urinvejs- og ortopædkirurger.

Metode

I dette multicenterstudie blev læger i perioden 1. maj til 1. juli 2025 inviteret til at deltage. Der blev inkluderet læger på fire forskellige hospitaler: Odense, Svendborg, Vejle og Kolding, inden for tre specialer: ortopædisk kirurgi, mave-tarm-kirurgi og urinvejskirurgi. I forbindelse med et fagligt arrangement med deltagelse fra andre lægelige specialer (YLympiaden i Odense) blev disse læger også tilbudt deltagelse.

For deltagelse var der krav om at have autorisation som læge samt have ansættelsesforhold på et af de inkluderende hospitaler. Der var intet krav om speciallægeanerkendelse eller ret til selvstændigt virke.

Deltagelsen var frivillig og ikke forbundet med nogen faglig eller personlig gevinst.

Forsøgspersonerne blev bedt om at angive køn, ansættelsessted, tilknyttet speciale og skostørrelse, sidstnævnte for at undersøge hypotesen om, at kirurger med større skostørrelse overestimerede.

De blev desuden bedt om at angive længden af 13,1 cm på en vandret linje (Figur 1). Linjen var 20 centimeter lang, printet vandret på et A4-ark og med venstre margin på 0,5 cm.

Længden på 13,1 cm blev valgt som standardlængde, da denne størrelse er håndgribelig uden at være for voldsom på et A4-ark [3].

Det var ikke tilladt at modtage råd eller sparring fra kolleger, mens arket blev udfyldt.

Selv om der var stor interesse, navnlig blandt ortopædkirurgerne, for at sammenligne målingerne, blev de indsamlet umiddelbart efter, de var udfyldt.

Som kontrolgruppe blev et større midtjysk håndværkerfirma inviteret til at deltage. Til trods for flere gange mundtligt samtykke om at påtage sig opgaven lykkedes det dem dog ikke at påbegynde opgaven eller levere det aftalte til tiden.

For at finde ud af, hvor lange markeringerne faktisk var, målte førsteforfatter (FDH) dem alle med den samme LINEX 1930M-lineal.

Statistiske analyser blev udført i STATA 18/BE [4]. Der blev forud for den statistisk analyse udarbejdet en statistisk analyseplan for at sikre transparens og videnskabelig lødighed. Forskelle mellem grupperne blev testet ved uparret t-test for numeriske variable og ved chi² for kategoriske variable. P-værdier < 0,05 blev betegnet som statistisk signifikante. Til at visualisere forskelle mellem de forskellige specialer blev der udarbejdet stripplots med boksplot lagt ind over.

Resultater

I alt deltog 105 læger. Ingen læger, der blev tilbudt deltagelse, afslog. Der var en omtrent ligelig kønsfordeling med 45,7% af deltagerne, der angav sig som mænd. Det gennemsnitlige estimat for alle læger var på 12 cm med en tendens til, at mændene angav længere estimater end kvinderne (12,2 cm vs. 11,9 cm) (Tabel 1).

Ved sammenligning mellem ortopædkirurger og urinvejskirurger sås en signifikant forskel mellem specialerne, hvor ortopædkirurgerne gennemsnitligt angav 11,5 cm, mens urinvejskirurgerne gennemsnitligt angav 12,5 cm (Tabel 2). Det gennemsnitlige estimat blandt alle ortopædkirurger og urinvejskirurger var 12,0 cm.

Ved visualisering med stripplots sås denne forskel gengivet, da første, andet og tredje kvartil alle var lavere for ortopædkirurgerne end for urinvejskirurgerne (Figur 2). Selv om det kunne synes, at andre specialer også havde markant lavere estimater end urinvejskirurgerne, fandt ingen andre parvise sammenligninger mellem specialer signifikant forskel på det gennemsnitlige øjemål. På grund af den tydelige ortopædiske outlier på figur 2 blev sammenligningen mellem urinvejskirurger og ortopædkirurger gentaget efter censur af outlieren. Ortopædkirurgernes gennemsnitlige estimat steg til 11,7 cm, men der var fortsat statistisk signifikant forskel mellem ortopædkirurger og urinvejskirurger. Ved yderligere censur af to urinvejskirurgiske positive outliere forsvandt den statistisk signifikante forskel, men ortopædkirurgerne var fortsat mere end 0,5 cm længere fra den korrekte længde end urinvejskirurgerne (p = 0,11).

I multiple lineære regressioner justeret for køn og speciale var skostørrelse ikke signifikant associeret med validiteten af 13,1 cm øjemål. Ansættelse på thorax- eller karkirurgisk afdeling var dog associeret med mindre skostørrelse, når der var justeret for køn.

Ved multiple lineære regressioner blandt alle ortopædkirurger og urinvejskirurger var hverken køn eller skostørrelse signifikant associeret med et højere estimat, mens speciale i urinvejskirurgi var associeret med et estimat en centimeter længere.

Diskussion

I dette multicenterstudie fandt vi en sammenhæng mellem specialisering i urinvejskirurgi og en bedre evne til at angive på øjemål, hvor langt 13,1 cm er. Vi fandt desuden, at der generelt blev underestimeret, hvor langt 13,1 cm var.

Dette er efter vores bedste overbevisning det første studie, der sammenligner øjemål blandt læger.

Studiet fremhæver en forskel mellem specialerne på opfattelsen af en centimeter. Dette fænomen er ikke ukendt i litteraturen, da en dansk tomme eksempelvis er længere end en engelsk tomme (inch) [5]. Hvor forskellen i opfattelse mellem danskere og englændere er ca. 3%, udgør forskellen mellem ortopæd- og urinvejskirurger ca. 8%.

Et par begrænsninger må dog anføres. For det første var linjen, som øjemålet skulle angives på, printet på en A4-side. Både sidens bredde og linjens længde på 20 centimeter gør det derfor til en closed-end-skala med mulighed for ceiling effect [6]. Selv om dette er en teoretisk udfordring, angav ingen, at linjens fulde bredde var 13,1 cm. I forlængelse heraf blev der dog ofte blandt ortopædkirurger såvel som mave-tarm-kirurger nævnt, at »siden er jo 21 cm bred, så hvis jeg rammer cirka halvdelen, så er vi der nok«. Det er derfor uvist, om der havde været en større spredning i målinger, hvis der var brugt et medie af andre dimensioner, så man ikke kunne bruge mediets dimensioner som rettesnor. Med en median, der er meget tæt på et halvt A4 i bredden, kan det principielt også være svært at skille, om ortopædkirurgernes lave mål er på grund af begrænsninger i øjemål eller hovedregning.

Konklusion

Studiet understreger vigtigheden af en fælles forståelse for størrelse, især i forbindelse med tværgående samarbejde. Yderligere studier kan afklare, om der vil være gavn af indførelsen af en »ortopædkirurgisk centimeter«, der svarer til cirka 0,92 urologiske centimeter. Fremtidige studier kan desuden belyse, om det virkelig kan passe, at thorax- og karkirurger går i små sko.