Ph.d.-studiet er udført på Ortopædkirurgisk Center, Århus Universitetshospital.
Minimal invasiv hoftekirurgi (MIS) er en relativt ny kirurgisk teknik i Danmark. Metoden påfører patienten et mindre kirurgisk traume, idet skader på muskel- og bløddelsvæv reduceres. Færre smerter, mindre ar og måske hurtigere rehabilitering er beskrevet. Imidlertid fordrer MIS nye instrumenter, som kan indfri de krav, teknikken stiller.
Alle ortopædkirurgiske implantater som anvendes i Danmark, kræver som alt andet medicinsk udstyr en EU-godkendelse. Denne godkendelse indebærer kun præklinisk afprøvning. Dansk Ortopædkirurgisk Selskab anbefaler derfor yderligere klinisk afprøvning, inden et nyt implantat anvendes som rutine i klinikken.
De overordnede formål med ph.d.-afhandlingen var at:
-
validere en ny acetabular reamer beregnet til MIS samt
-
foretage en stereorøntgenfotometrisk analyse af en ny acetabular cup baseret på et nyt protesemateriale - trabecular tantalum metal.
Resultaterne viser, at MIS-reamere sammenlignet med konventionel-reamere havde samme egenskab til at præparere acetabulum. Hverken graden af sfærisitet eller placeringen af de præparerede acetabuli var signifikant forskellige mellem de to reamer- typer.
To forskellige acetabulumkomponenter (i form af geometri samt overfladebelægning) blev sammenlignet i et klinisk randomiseret studie med migration samt rotation som endpoint. Disse blev bestemt vha. tre-d-model baseret røntgenstereofotometri.
Præliminære data ved tremånedersfollowup kunne påvise minimal displacering af begge acetabulumkomponenter. Mest udtalt migration blev observeret i proksimal retning. Der blev ikke fundet nogen signifikant forskel mellem de to cup typer hverken mht. migration eller rotation.