Recovery og rehabilitering i psykiatrien

Formålet med denne artikel er at se på begrebet recovery samt på forholdet mellem recovery og rehabilitering. Dette gøres for at besvare et vigtigt spørgsmål. Er recovery en helt ny måde at forholde sig til psykisk lidelse, som ikke tidligere har haft rum i det psykiatriske behandlersystem? Eller er recovery blot et nyt ord for psykiatrisk rehabilitering? Når en ny bevægelse eller et paradigmeskift opstår, sker det ofte, at nogle »springer med på vognen« i deres begejstring for det nye begreb og forkaster det gamle. I værste fald kan det medføre det uhensigtsmæssige, at tidligere indsamlet erfaring og viden bliver forkastet.

Recovery-begrebet

Internationalt kom recovery -begrebet frem allerede i 1970'erne og blev brugt i stigende grad op gennem 1990'erne [1]. Det er betegnelsen for en udvikling, som sætter håbet om at komme sig i fokus. Recovery beskrives som en dyb personlig unik proces, hvor man tilstræber, at en person kan leve et tilfredsstillende liv, selv med de begrænsninger en kronisk sygdom giver. Recovery udspringer dels af en række fortællinger om egenerfaringer fra personer, der har fundet mening og tilfredsstillelse i livet trods besked fra behandlere om, at deres prognose var dårlig, dels fra brugerbevægelser, hvor tidligere svært psykisk lidende er blevet ledere og nye forbilleder for psykisk lidende. Udviklingen er blevet understøttet af, at langtidsprognosen for svært psykisk syge har vist sig at være betydelig bedre end forventet, samt af erfaring fra psykosocial rehabilitering [1, 2].

Recovery i Danmark

I maj 2001 vedtog Folketinget en opfordring til regeringen om, »at der i 2002 tages initiativ til forsøg, hvor perspektivet om at blive helbredt (recovery -perspektivet) sættes i centrum« [3]. Baggrunden var en anbefaling fra Udvalget vedrørende Bedre Samspil i Psykiatrien og Socialpsykiatrien [4] om at gennemføre tværsektoriel forskning og forsøg med recovery . Efterfølgende udgav Videnscenter for Socialpsykiatri i 2002 Alain Topors bøger om »at komme sig« og en rapport, hvilket for alvor gav recovery -begrebet vind i sejlene [1, 5, 6]. Landet over er der nu påbegyndt flere projekter, hvor recovery -begrebet forsøges implementeret i den psykiatriske behandling, pleje og sociale støtte.

Litteratur om recovery

Recovery er ikke endnu et »MeSH« ord i PubMed, og det er således svært at få et overblik over litteraturen på området. Begrebet recovery har indtil nu primært fundet anvendelse i forbindelse med skizofreni, men der dukker mere og mere litteratur op inden for andre områder [1, 5, 6]. I børne- og ungdomspsykiatrien derimod har hverken begrebet rehabilitering eller recovery vundet genklang. Man er vant til at se børnenes vanskeligheder i et udviklingsperspektiv og i tæt samspil med familiedynamikken, og derfor taler man snarere om, at børnene bringes til at trives og genvinde deres udviklingspotentiale på trods af et evt. handicap.

Recovery vs. rehabilitering

Recovery er således ved at vinde indpas inden for voksenpsykiatrien, men er det blot et nyt ord for psykiatrisk rehabilitering? I Figur 1 ses definitionen på de to ord. Definitionerne viser, at ordene ikke betyder helt det samme, men at der er et stort betydningsmæssigt overlap. Forskellen mellem to recover og to rehabilitate består i synsvinklen. Ved recovery betragtes remissionen således fra individets synsvinkel og ved rehabilitering betragtes remissionen fra behandler- eller støttesystemets synsvinkel. Inden for recovery -bevægelsen har begrebet recovery dog fået et udvidet meningsindhold. Her taler man om, at recovery sker på baggrund af det enkeltes menneskes egen, aktive indsats. Man kan ikke blive recovered af andre. Personen er subjekt i sin egen recovery -proces. Recovery er set indefra, men det anerkendes, at ydre faktorer såsom familie, professionelle personer, behandling og støtte kan fremme den enkeltes mulighed for at komme sig [1]. Rehabilitering ses fra den professionelles synsvinkel. Hvorledes kan man som professionel hjælpe en person i recovery -processen? Hvilke behandlinger og træningsprogrammer skal personen tilbydes? Rehabilitering kan alt i alt defineres således: Rehabilitering er en koordineret, sammenhængende og målrettet samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er ud fra hele borgerens livssituation og beslutninger at opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv, når der er eller kan forventes begrænsninger i borgerens fysiske, psykiske og sociale funktionsevne [9]. Man kunne fejlagtigt betragte rehabilitering som værende en passiv proces, hvor andre er aktive, for at den syge skal komme sig. Men rehabilitering betinger en aktiv deltagelse af den syge person, som skal være motiveret for rehabilitering, hvis der skal opnås et positivt resultat.

Helbredelse

Helbredes man med recovery og ved rehabilitering? Ved helbredelse forstås, at sygdommen forsvinder, og dermed bliver diskussionen mere kompliceret. For hvad er sygdom? Helt overordnet er sygdom en unormal tilstand i kroppen eller sindet, som medfører, at man ikke har det godt [10]. Sagt med mere lægelige termer har personen en defekt i kroppen (ved psykiatriske sygdomme: en defekt i hjernen), der medfører, at personen har en række symptomer, der oftest betyder, at vedkommende har et nedsat funktionsniveau (har et handicap). Læger har en langvarig tradition for at ønske at definere sygdomme ud fra ætiologien, dvs. det, der er eller medfører defekt(erne) i kroppen, men ofte kommer man til kort. Vi ved i dag, at de fleste psykiatriske sygdomme har en multifaktoriel ætiologi, hvilket gør ønsket endnu mere kompliceret. Sygdomme beskrives derfor oftest ud fra symptombilledet. En sygdom er sjældent karakteriseret ved et bestemt eller flere altid forekommend e symptomer. Ved en sygdom er der en række symptomer, der optræder sammen; men ikke nødvendigvis på en entydig måde. Hos visse patienter med en given sygdom optræder en kombination af symptomer, hos andre en anden kombination. Læger anvender derfor et praksisbegreb om sygdom. Man behersker praktiske procedurer og rutiner til at diagnosticere, hvilken sygdom den enkelte syge person har ud fra det symptombillede, der præsenteres [11]. Ved helbredelse forstås som sagt, at sygdomme forsvinder, og det betyder helt optimalt, at defekten forsvinder eller repareres. Det er misvisende at tale om helbredelse ved de fleste kroniske sygdomme, hvor vi enten ikke kender defekterne eller ikke (endnu) kan udbedre dem, og hvor vi som følger deraf primært behandler symptomer. I stedet for helbredelse taler vi om remission (Figur 1). Ligesom ved remission beskriver man inden for recovery -begrebet, at der kan forekomme fuldstændig og delvis recovery . Definitioner på disse ses i Figur 1. Man kan heraf uddrage, at man hverken ved recovery eller ved rehabilitering kan tale om helbredelse. Ved fuldstændig recovery kommer personen sig over sygdommen ved, at vedkommende ikke længere har symptomer på sygdommen og heller ikke har funktionstab. Målet med rehabilitering er, at personen skal blive symptomfri og uden funktionstab.

Fremmende og hæmmende faktorer for recovery

I Figur 2 ses en liste over faktorer, der er vigtige for recovery , og faktorer, der fremmer processen, samt en oversigt over, hvilke behandlinger og rehabiliteringsmetoder der er evidensbaseret i forbindelse med skizofreni. Som det fremgår af denne oversigt, har behandling og rehabiliteringsprogrammer en vigtig plads i recovery -processen. Som læge skal man dog samtidig gøre sig klart, at der er andre elementer, som er betydningsfulde, når en person skal komme sig af en psykisk sygdom. En hæmmende faktor for at komme sig har vist sig at være stigmatisering og diskrimination [1]. Psykiatere medvirker formentlig utilsigtet til at stigmatisere personer med psykiske sygdomme, idet man på de psykiatriske afdelinger hovedsagelig ser de mest syge patienter. Dette fænomen kaldes i epidemiologien for »klinikerens illusion«, da det farver klinikerens syn på invalideringsgrad og prognose [13]. Lægen kan på den baggrund bevidst eller ubevidst støtte den syge i at tilpasse sig en tilværelse som kronisk patient.

Recovery-bevægelsens betydning

Man kan betragte recovery -bevægelsen som et sundt og nødvendigt modtræk til lægernes tilbøjelighed til at kronificere psykiatriske patienter. Omvendt kan recovery -bevægelsen skabe et krav til den syge person om at komme sig, og dermed kan de personer, der ikke kommer sig, blive genstand for stigmatisering.

Konklusion

Recovery -begrebet er en ny og vigtig vinkel i behandlingen af patienter med psykiatrisk sygdom. Det er vigtigt, at vi i takt med medinddragelse af recovery i behandlingen bibeholder alle de erfaringer, vi har opnået inden for den psykiatriske rehabilitering. Forskellen mellem de to begreber består primært i, at ved recovery betragtes processen fra individets synsvinkel, og ved rehabilitering betragtes processen fra de professionelles synsvinkel. Recovery og rehabilitering er således to sider af samme sag.

Lene Falgaard Eplov , Küchlersgade 15, DK-1774 København V. E-mail: Falgaard@dadlnet.dk

Antaget: 15. september 2004

Interessekonflikter: Ingen angivet