Akademisk afhandling
Renal structure and function in type 2 diabetic patients with or without diabetic nephropathy
4. nov. 2005
2 min.
Disputatsarbejdet udgår fra Steno Diabetes Center.
Disputatsen belyser ændringer af nyrens autoregulation hos patienter med og uden diabetisk nefropati (DN), ved forskellige blodsukkerniveauer, samt ved antihypertensiv behandling, under clonidin-induceret blodtryksfald. Nedsat autoregulation kan medføre svingninger i glomerulærtryk og derved skade på nyrens funktion. Endvidere belyses nyrens strukturelle og funktionelle forandringer hos type-2-diabetes-patienter (T2D) med nefropati.
Forsøgene viste, at T2D-patienter samt patienter uden diabetes med nefropati, har nedsat renal autoregulation. Forsøgene viste endvidere, at calciumkanalblokade (isradipin) nedsatte nyrens autoregulation, medens AII-receptor-blokade (candesartan) ikke påvirkede autoregulatonen hos T2D-patienter uden nefropati. Akutte ændringer i blodsukkerniveauet påvirkede ikke nyrens autoregulation hos T2D-patienter.
Hvordan nyrens autoregulation i ovenstående forsøg vil reagere under akut blodtryksstigning er uvist.
Nyrebiopsi-studier fra T2D har vist, at årsagen til albuminuri i 0-80% af tilfældene skyldes ikke-DN. Årsagen til denne variation i prævalens er geografiske og etniske forskelle, samt at studierne har inkluderet patienter med forskellig klinisk baggrund. Hvis der ikke anvendes andre indikationer for nyrebiopsi end albuminuri, er antallet af T2D-patienter med ikke-DN ca. 30%. Hos T2D-patienter uden retinopati er det ikke muligt at klarlægge årsagen til albuminuri ud fra demografiske, kliniske eller laboratoriedata.
Mesangial ekspansion er den dominante strukturelle forandring hos diabetespatienter med albuminuri. Mesangial ekspansion medfører reduktion i nyrens filtrationsoverflade og dermed reduktion i nyrefunktionen. Graden af albuminuri er associeret til ændringer i nyrens filtrationsbarriere samt til forandringer i glomerulære matrix. Hos diabetespatienter kan udviklingen af ekstraglomerulære forandringer opstå som følge af mesangial ekspansion og/eller arterioskleroseinduceret iskæmi. De tubulo-interstitiale forandringer har næppe afgørende betydning for progressionen i DN. Dog kan en sammenhæng imellem graden af den tubulo-interstitiale abnormitet og nyrefunktion hos albuminuriske T2D-patienter med ikke-DN ikke udelukkes.
T2D med DN har et hurtigere tab af nyrefunktion, sammenlignet med T2D med ikke-DN. Af betydning for begge gruppers progressionsrate er graden af blodtryksforhøjelse samt graden af albuminuri, hvorimod blodsukkerniveauet, kolesteroltallet og rygning har mindre betydning. Hos T2D- og T1D-patienter med DN, som ikke har været behandlet med antihypertensiva, er tabet af nyrefunktion variabelt. Variationen kan hos disse forklares ved forskelle i blodtryk og albuminuri. Undersøgelser af antihypertensiv behandlings virkning på progressionen af de strukturelle forandringer er mangelfuld.