Skip to main content

Rene resultater. En kulturanalyse af cykelsporten - socialisation, fascination, træning, kost og doping

Cand.scient. Ask Vest Christiansen: Forf.s adresse: Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, Campusvej 55, DK-5230 Odense M. E-mail: AChristiansen@health.sdu.dk Forsvaret fandt sted den 18. august 2005. Bedømmere: lektor Helle Johannessen , lektor Niels Kayser Nielsen og professor Sigmund Loland , Norge. Vejleder: lektor Verner Møller .

31. okt. 2005
2 min.

Denne ph.d.-afhandling, der er udført ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, beskæftiger sig med cykelsport. Det overordnede formål er at undersøge cykelsportens kultur med særligt henblik på den måde kulturen virker, erfares og kommer til udtryk blandt de bedste danske cykelryttere. Afhandlingen beskæftiger sig også med doping, men det er kulturen og ikke dopingen, der er det primære genstandsfelt. Der tilbydes således en relationel læsning af cykelsporten og dopingfænomenet. Sportens kultur undersøges gennem flere indkredsende undersøgelser af bl.a. rytternes socialisation til og fascination af sporten, træningens betydning, kosten, rutiner og ritualer, brugen af vitaminsprøjter og drops og rytternes holdninger til og erfaring med doping. Det metodemæssige grundlag er den såkaldte refleksive kulturanalyse. Den behandlede empiri stammer fra lange, semi-strukturerede interview med 34 danske cykelryttere, fordelt på tre grupper: En gruppe af unge talenter (17-23 år), en gruppe af professionelle og semi-professionelle ryttere (23-36 år), og en gruppe tidligere topryttere (30-70 år).

Resultater mht. dopingspørgsmålet: Cykelsporten forandres kun langsomt. Dette skyldes dels sportens særlige historie, dels den måde nye ryttere rekrutteres og socialiseres til kulturen. Pga. en intensiveret kontrolindsats, er de holdinterne dopingnetværk, der dominerede sporten før 1998, blevet erstattet af holdeksterne netværk. Dette har betydet, at brugen af potente dopingstoffer i dag er sjælden blandt de unge talenter og rytterne i den nationale elite, mens sådanne stoffer fortsat anvendes i toppen af de professionelles rækker.